Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

51

OLIVER TWIST

»Det er en lille Lomme-Bedrøver,« svarede Betjenten. — Manden med Nøgleknippet spurgte saa' den gamle Herre, om det var ham, der var blevet bestjaalet.

»Ja det er,« sagde den gamle Herre. »Men jeg er ikke vis paa, at det var Drengen dèr, som stjal mit Lommetørklæde, og — jeg vilde helst ikke have drevet Sagen videre.«

»De maa møde for Assistenten,« sagde Manden. »Hr. Assistenten er her om et Øjeblik… Naa, din lille Tyveknægt!«

De sidste Ord var en Indbydelse til Oliver om at gaa ind ad en Dør, som Manden havde lukket op, og som førte ind til et Arrestlokale. Der blev han undersøgt, om han havde noget paa sig, og saa foreløbig spærret inde. Rummet var mørkt og utaalelig skident; thi det var Mandag Morgen, og der havde ligget seks døddrukne Sjovere derinde fra den foregaaende Aften.

Den gamle Herre saa' næsten ligesaa ulykkelig ud som Oliver, da Døren lukkedes igen. Med Bogen, som havde været den uskyldige Aarsag til hele Optrinet, bankede han sig tankefuldt paa Hagen. »Der er noget i den Drengs Ansigt,« mumlede han. »som rører og fængsler mig? Han minder om — — »Den gamle Herre blev pludselig staaende og saa' ud for sig: »Du gode Gud!« sagde han, »hvor har jeg set det Ansigt før?«

Han gik ind i Venteværelset, som vendte ud til Gaarden, og satte sig hen i en Krog og kaldte frem for sig i Tankerne ligesom et helt Teater fuldt af Ansigter, for hvilke Tæppet i mange Aar havde været rullet ned. »Nej,« mumlede han saa og rystede paa Hovedet, »det maa være en Indbildning!«

Men han blev ved at se alle disse Ansigter for sig. Han havde kaldt dem frem, og det var ikke saa let at faa dem dækket igen bag det Ligklæde, der havde tilhyllet dem saa længe. Der var Ansigter af Venner og af Fjender og af Folk, som næsten havde været ham fremmede; nogle var Ansigter af unge blomstrende Piger, der nu var blevet gamle Koner, andre igen havde Graven fortæret: men Mindet, som er stærkere end Døden, viste ham dem alligevel i deres fordums Frisked Og Glans, eller i hin Skønhed fra hinsides Graven, der er som en Forklarelse og med et mildt og stille Skær synes at lyse for os over Vejen til Himlen.

Den gamle Herre kunde dog intet Ansigt finde, der lignede Olivers. Saa sukkede han dybt over de Erindringer, som var blevet vakt. Og da han til alt Held for ham selv ikke var en overvættes dybt tænkende gammel Herre, gav han sig igen til at læse i den skimlede Bog.

Han blev forstyrret ved, at Manden med Nøgleknippet pikkede ham paa Skuldren og sagde, om han vilde følge med ind til Assistenten. Den gamle Herre lukkede hastigt Bogen og blev saa ført ind for den berømmelige Hr. Fang, i et Værelse ud til Gaden. Bag en Skranke sad Hr. Fang, og i en Slags Baas til højre for Døren stod lille Oliver, rystende over hele Kroppen.

Hr. Fang var en Mand af Middelhøjde, med lidt tyndt graat Haar