Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/53

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

53

OLIVER TWIST

lille Slubbert, nu ingen Fiksfakserier! den Slags gaar ikke hos mig! … Hvad hedder du?«

Oliver vilde svare, men Tungen klæbede fast i Munden paa ham. Han var ligbleg, alting løb rundt for ham.

»Kan du svare, dit Skarns Bæst! »buldrede Hr. Fang — »Betjent! hvad hedder han?«

Betjenten bøjede sig ned over Drengen og gentog Spørgsmaalet. Men da han mærkede, at Drengen virkelig var fra det, og da han vidste, at intet Svar vilde gøre Hr. Assistenten endnu mere kulret, saa dristede han sig til at svare paa egen Haand. »Han siger, at han hedder Tom White, Hr. Assistent,« forklarede han.

»Ho-ho, kan han ikke faa Knevren i Gang?!« sagde Hr. Fang. »Meget vel! meget vel!… Hvor bor han?«

«Hvor det kan træffe sig, Hr. Assistent,« svarede Betjenten, der igen lod, som om han havde spurgt Drengen.

»Har han Forældre?«

»Han siger, de er døde, mens han var lille, Hr. Assistent,« meldte Betjenten.

I dette Øjeblik løftede Oliver Hovedet, saa' sig ulykkelig om og mumlede sagte en Bøn om lidt Vand.

»Sludder og Vrøvl!« sagde Hr. Fang, »staa ikke her og gør Grin, du!«

»Han er syg, Hr. Assistent,« udbrød gamle Hr. Brownlow… »Pas paa, Betjent, — han falder.«

»Bliv paa Deres Plads, Betjent!« skreg Fang til Betjenten. »Lad ham bare dratte, hvis han har Lyst.«

Oliver benyttede sig straks af den venlige Tilladelse og sank besvimet om paa Gulvet. De tilstedeværende saa' paa hverandre, men ingen vovede at kny.

»Jeg vidste jo, det er bare Gavtyvestreger!« erklærede Hr. Fang, som om Besvimelsen var en uigendrivelig Bekræftelse af hans Formodning. »Lad ham ligge, det skal han snart blive ked af!«

I det samme blev Døren revet op, og en ældre Mand, i tarveligt men renligt sort Tøj, traadte ilsomt ind i Værelset og gik frem mod Skranken. »Aa for Guds Skyld!« sagde han forpustet, »vent et Øjeblik! vent et Øjeblik!«

Hr. Fang blev baade forbavset og forbitret ved at se en ubuden Gæst trænge saadan uden videre ind. — »Hvad er dèt?! Hvem er dèt?!« raabte han. »Skaf mig den Mand ud!«

Men Manden lod sig ikke afvise. »De skal høre mig, Hr. Assistent!« sagde han. »Jeg er Ejer af den Boglade, hvorom her er Tale, — jeg saa' det hele, — De kan ikke nægte at høre mig som Vidne. Der var to Drenge, han dèr og to andre. Men det var en af de andre, der stjal fra Herren dèr. Jeg saa' det hele, og jeg saa' ogsaa, at Drengen dér blev helt fortumlet og forskrækket« — — Og efter at den skikkelige Boghandler nu var kommen lidt til Aande igen, beskrev han mere