56
CHARLES DICKENS
Ja giv ham saa lidt The, Madam, og lidt Franskbrød, men ingen Smør paa. Han maa ikke have det for varmt; men vær saa venlig at passe paa, at han heller ikke faar det for koldt, Madam!«
Den gamle Dame nejede. Hvorefter Doktoren smagte paa Olivers Limonade, udtrykte sin Tilfredshed med den, og skyndte sig afsted: hans Støvler knirkede yderst vigtigt og velhavende ned ad Trapperne.
Oliver faldt straks efter i Søvn, og da han vaagnede, var det nær Midnat. Den gamle Dame sagde venligt Godnat til ham og overantvordede ham til en tyk gammel Kone, der lige var kommen. Hun havde med sig i en Byldt en lille Bønnebog og en mægtig stor Natkappe. Natkappen satte hun paa Hovedet, Bønnebogen lagde hun paa Bordet mens hun fortalte Oliver at hun skulde vaage hos ham. Saa trak hun Stolen hen til Kakkelovnen og tog sig Gang efter Gang en ordentlig Lur. Af og til dumpede Hovedet fremover, og hun stønnede og prustede, som om hun skulde kvæles; men der skete ingen større Fortræd, end at hun stødte sin Næse mod Kakkelovnen, — saa sov hun ind igen.
Saadan sneglede Natten sig hen. Oliver laa undertiden vaagen og stirrede paa de smaa Lys-Kredse, som Lampeskærmen aftegnede paa Loftet, eller han fulgte med sit trætte Blik det indviklede Mønster paa Væggens Papir. Der var saa højtideligt mørkt og stille i Stuen. Han kom til at tænke paa, at Døden — den forfærdelige Død — havde luret
