61
OLIVER TWIST
samme vakte hans Opmærksomhed med et ganske forfærdeligt Vræl, skiftede han pludselig Bestemmelse og kylede Kruset, fuldt som det var, hen efter ham.
»Had Satan er dette hersens?!« buldrede en dyb Stemme. »Hvem var det, der kylede efter mig? Havde ikke Øllet, men Kruset ramt mig, saa skulde jeg have drukket En en Skalle, saa han havde glemt at rejse sig igen!… He! ja tænkte jeg ikke nok: ingen anden end saadan en djævelsk rig og nederdrægtig gammel Jødetamp kan da hitte paa at stritte om sig med andet end Vand, og det endda kun, dersom han havde snydt sig Vandet til!… Hvad er der i Vejen, Fagin? Den Onde staa i mig, driver ikke mit Halstørklæde af Øl!… Kom ind, dit beskidte Bæst! hvad staar du og lusker for derude, som om du skammede dig ved din Herre! Vil du herind!«
Manden var en plumpt bygget Fyr paa vel en 35 Aar, i sort Bomuldsfløjls Jakke, plettede Knæbukser, Snøresko og graa Bomuldsstrømper, der omsluttede et Par klodsede Lægge, — saadant et Par Lægge, der altid ser ud, som om de ikke var blevet gjort rigtig færdige, naar de ikke smykkes af et Par Lænker. Han havde paa Hovedet en brun Hat og om Halsen et snavset og broget Silketørklæde, med hvis tjavsede Ender han tørte Øllet af sit Ansigt, mens han snakkede; da han holdt op, saa's et groft, ubarberet Ansigt med et Par skulende Øjne, hvoraf det ene viste forskellige kulørte Tegn paa, at det for nylig havde været i for nær Berøring med en knyttet Næve.
»Vil du herind, siger jeg!« brummede denne indtagende Slubbert. Hvorefter en forpjusket hvid Hund med et overmaade forkradset og forbidt Hoved kom luskende ind i Stuen. — »Hvad kom du ikke straks for? Begynder du at blive for storsnudet til at kendes ved mig i Selskab, hvad du? Læg dig!« og han ledsagede Ordren med et Spark, der ekspederede Dyret hen i den anden Ende af Stuen. Hunden lod dog til at være vant til det; for uden at give en Lyd fra sig krøb den sammen henne i en Krog, hvor den saa laa og missede en Snes Gange i Minutet med sine grimme Øjne, som om den optog et Skøn over Stuen.
»Hvad er der i Vejen med Dem? Piner De Drengene, De gamle, forslugne Tyveknægt?« spurgte Manden og satte sig behageligt til Rette. »Jeg begriber ikke, at Drengene ikke slaar Dem ihjel; havde jeg staaet i Lære hos Dem, saa havde jeg gjort det for længe siden, og saa havde jeg bag efter — nej det er sandt! Deres Kadaver kunde ikke bruges til andet end til at sættes i Glas og Spiritus, fordi det er saa infamt, og der er vel ingen, der laver saa store Glaskrukker.«
»Tys, tys, Hr. Sikes!« sagde Jøden skælvende, »tal ikke saa højt!«
»Maa jeg være fri for Deres Herre-Vrøvl!« brummede Slubberten; »De har altid Gavtyvestreger for, naar De kommer stikkende med det. De kender jo mit Navn, — saa frem med det! Jeg skal nok være Mand for at svare til det.»
»Vel! vel! Bill Sikes«, mumlede Jøden ydmygt. »De er nok i daarligt Humør i Dag, Bill?«
»Aa ja maaske«, svarede Sikes. »Men De er da heller ikke paa Støv-
