72
CHARLES DICKENS
og højt, som han vel kunde. Men ledet af en ufattelig Uvilje mod at faa Halsen skaaret over paa sig, blev den, hvor den var, og knurrede bare endnu stærkere og bed sig ligesom et vildt Dyr fast i Enden af Ildrageren. — Herover blev Hr. Sikes rent ude af sig selv, han lagde sig ned paa Knæ og angreb rasende. Hunden sprang fra den ene Side til den anden, knurrede, gøede, bed, — Hr. Sikes bandte, svo'r, stødte og slog, — og Kampen var virkelig paa et farligt Vendepunkt for en af Parterne, — da Døren pludselig gik op. Ud fo'r Hunden, tilbage stod Bill Sikes, med Ildrageren og Tollekniven.
Et gammelt Mundheld siger, at der skal altid to til en Strid. Da Hr. Sikes blev pudset for Hundens Nærværelse, yppede han sporenstregs Kiv med den nyankomne. »Hvad Fanden skal De komme her for og vælte Dem ind mellem mig og min Hund?« brølte han arrigt.
»Men bedste Ven, bedste Ven, hvor kunde jeg vide?« svarede ydmygt Fagin — for det var Jøden, der var kommen ind.
»Aa Sladder! har De ingen Øren, De skabede Tyveknægt?! brummede Sikes. »Nej, De kan vist ikke høre, De, hvad? Selv lister De jo ud og ind, saa en anden aldrig aner, hverken naar De kommer eller gaar… Jeg vilde ønske, De havde været Hunden, Fagin, for et halvt Minut siden!«
