73
OLIVER TWIST
»Hvorfor dèt?« spurgte Jøden og tvang sig til at le.
»Jo, for Regeringen passer jo paa saadan' nogle Slynglers Liv som Deres, skønt De har ikke halvt saa meget Mod som en Køter; men sin Hund har man da Lov til at slaa ihjel, som man vil!« svarede Sikes og lukkede Tollekniven sammen med et meget udtryksfuldt Blik. »Forstaar De?!«
Jøden, der havde sat sig hen ved Bordet, gned sig i Hænderne og lod til at more sig over Hr. Sikes' Spøg.
»Ja grin De bare,« sagde Sikes og satte Ildrageren fra sig og saa' paa Jøden med et blodtørstigt Smil, »grin De bare! Men De skal forresten ikke komme til at grine af mig, det skulde da være, jeg en Gang har faaet Nathuen paa, naar de vil til at klynge mig op! Jeg har godt Tag i Dem, Fagin, og Fanden skal slaa mig, om jeg slipper det. Forstaar De?! Skal jeg dingle, saa skal De dingle med; derfor tag Dem i Agt!«
»Ja vel, min Ven, ja vel, det ved jeg jo,« indrømmede Jøden. »Vi har — fælles Interesser, Bill, — fælles Fordel!«
»Hm!« brummede Sikes, som om han tænkte, at Fordelen var vist mest paa Jødens Side. »Naa men, hvad har De saa med til mig?«
»Det gik altsammen meget godt i Smeltediglen,« svarede Fagin, »Deres Part har jeg med… Ja, det er egenlig noget mere, end De skulde haft. Men jeg tænkte som saa, at De giver mig jo nok en anden Gang en Haandsrækning og —«
»Hold Kæft med det Sludder!« afbrød Slubberten ham utaalmodigt. »Hvor har De det? Op med det!«
»Ja, ja, Bill, giv nu blot Tid, giv nu Tid!« søgte Jøden at berolige ham. »Her er de — alle sammen!« Han havde taget et gammelt Bomulds Lommetørklæde ud af sin Frakkelomme, løste op for en stor Knude i det ene Hjørne, og tog frem en lille Pakke i Karduspapir. Bill snappede den ud af Haanden paa ham, rev den op, og gav sig til at tælle de Guldstykker, den indeholdt.
»Er det det hele?« spurgte han mistroisk. »Har De ikke haft den oppe undervejs, hvad? og slugt et Par Stykker? Nej lad bare være at skære Ansigter og spille fornærmet, det har De sgu gjort for tit!… Hiv i Dingletøjet!«
Dèt var en Opfordring til at trække i Klokkestrengen. Straks efter kom en anden Jøde ind, som var yngre end Fagin, men næsten lige saa hæslig at se til. Bill bare pegede paa den tømte Kande, og Jøden, som udmærket godt forstod ham, gik for at fylde den. Forinden vekslede han dog et næsten umærkeligt Blik med Fagin, der et Nu saa' op og rystede næsten umærkeligt paa Hovedet til Svar. Sikes havde just i det samme bøjet sig ned for at binde sit ene Skobaand, som Hunden havde revet løs. Dersom han havde opfanget de to Jøders Signalisering, vilde den maaske have bragt ham paa underlige Tanker.
»Er her ellers nogen, Barney?« spurgte Fagin, som nu, da Sikes saa' op igen, stirrede ufravendt ned i Bordet.
»Ikke en Sjæl!« svarede Barney, hvis Ord, hvad enten de saa kom fra Hjertet eller ej, lagde Vejen om gennem hans Næse.
