74
CHARLES DICKENS
»Ikke en Sjæl?« gentog Fagin i en forundret Tone, der maaske skulde underrette Barney om, at han gerne kunde sige Sandheden.
»Nej, ikke andre end Nancy,« sagde Barney.
»Nancy?!« udbrød Bill Sikes. »Hvor er hun? Fanden skal slaa mig, om jeg ikke sætter Pris paa den Tøs, for hendes medfødte Egenskaber.«
»Hun har bestilt sig en Gang kogt Oksebryst ude i Skænkestuen,« forklarede Barney.
»Lad hende komme herind!« befalede Sikes og skænkede et Glas Brændevin. »Lad hende komme herind, siger jeg!«
Barney skævede ængsteligt til Fagin, ligesom for at faa Lov; men Jøden tav og ikke saa meget som saa' op fra Bordet. Saa trak Barney sig tilbage, — og straks efter mødte Frk. Nancy, udhalet i Hat, Forklæde, Torvekurv og Gadedørsnøgle.
»Du er paa Sporet, Nancy, hvad?« spurgte Sikes og rakte hende Glasset.
»Ja jeg er, Bill,« svarede den unge Dame og gjorde ham Besked. »Det har ellers holdt haardt nok! For Hvalpen har været syg og har — — —«
»Ja saa, min Ven?« sagde Fagin, og saa' op.
Det faar staa hen, om maaske en ejendommelig Sammentrækning af Jødens røde Øjenbryn gjorde Frk. Nancy opmærksom paa, at hun var i Begreb med at blive for meddelsom. Vist er det, at hun pludselig stoppede op og med mange yndefulde Smil til Hr. Sikes ledte Samtalen hen paa noget andet. En halv Snes Minuter efter fik saa Hr. Fagin et Anfald af Hoste. Straks trak Frk. Nancy Sjalet sammen om sig og sagde, at nu maatte hun gaa, Hr. Sikes, der skulde samme Vej et Stykke, gik med, og de fulgtes paa kort Afstand af Hunden, der kom luskende frem fra en Baggaard, saa snart dens Herre var ude af Sigte.
Jøden stod ved Vinduet og saa' efter Sikes og truede ad ham med knyttet Haand og mumlede en skrækkelig Ed. Saa fortrak hans Ansigt sig til et ondt Grin, og han satte sig igen hen til Bordet og gav sig ivrigt til at studere Politiefterretningerne.
Imidlertid var Oliver Twist, paa Vej til Boghandleren, kommen ind i en Sidegade, som han egenlig ikke skulde have været ad. Han opdagede det dog først, da han var næsten halvvejs igennem den, og saasom han var vis paa, at han gik i den rigtige Retning, vilde han ikke vende om, men skyndte sig fremad. Han gik og tænkte paa, hvor godt han havde faaet det, og hvor gerne han vilde have kunnet titte et Øjeblik ind til lille Dick, som vel sagtens endnu led baade Sult og Nød. Da var der lige med et et ungt Fruentimmer, som skreg op: »Aa, min søde Broder!« og i det samme Oliver saa' til Siden for at se, hvad der var paa Færde, slyngedes et Par Arme om hans Hals.
»Lad være!« sagde han og strittede imod. »Hvorfor standser De mig? Hvem er De? Lad mig gaa!«
I Stedet for Svar kom der en Mængde Veklager fra det unge Fruentimmer, som havde en Torvekurv paa Armen og en Gadedørsnøgle i Haanden. »Aa Gud ske Tak og Lov,« skraalte hun, saa fandt jeg ham
