78
CHARLES DICKENS
»Er den gamle her?« spurgte Sikes videre.
»Ja,« svarede Stemmen, »og han har været svært sløj i Genikkerne. Om han vil blive glad ved at se Dem? Naadadada!«
Det lød altsammen saa bekendt for Oliver. Men i Mørket kunde man ikke skimte saa meget som Omridsene af dens Skikkelse, der havde talt.
»Skaf Lys!« sagde Sikes, »ellers gaar vi her og brækker Halsen eller træder paa Hunden. Tag jere Ben i Vare, hvis I gør det, raader jeg Jer!«
»Bliv et Øjebliklc svarede Stemmen, og man hørte dens Ejermand gaa sin Vej. Men straks efter kom Skridtene tilbage, og holdende foran sig et tændt Tællelys i Enden paa en kløftet Kæp fremtonede Hr. John Dawkins, ogsaa kaldet Rævetampen.... Han opholdt sig ikke med at skænke Oliver andre Tegn paa Genkendelse end et spodsk Grin, men vendte straks om, efter at have betydet de Nyankomne, at de skulde følge med. De gik saa ned ad et Par Trappetrin og gennem et tomt Køkken, og da Døren aabnedes til en Bagstue med klam og beklumret Luft, hilstes de af en skraldende Latter.
»Nej! nej! den er for stejl!« skraalte Hr. Charley Bates, fra hvis Lunger Latteren var udgaaet. »Der er han, Gud hjælpe mig! Aa, Fagin, se bare, vil De bare se! Nej, den er for stejl! den kan jeg ikke knuse! Tag og hold paa mig, mens jeg griner af!« Og han kastede sig ned paa Gulvet og sparkede en fem Minuters Tid krampagtigt om sig i et Anfald af overstrømmende Lystighed. Saa sprang han op, snappede Lyse-Pinden fra Rævetampen og gik rundt om Oliver og belyste og besaa ham. Jøden havde imidlertid taget sin Nathue af og bukkede Gang efter Gang meget dybt for den fortumlede Stakkel, hvorimod Rævetampen (som var af et noget alvorsfuldere Temperement og som sjældent hengav sig til Lystighed, naar der var Forretninger at gøre) yderst omhyggeligt gennemsøgte Olivers Lommer.
»Glæder mig umaadelig at se dig saa fin, min Ven!« sagde Jøden og bukkede ydmygt for Oliver. »Rævetampen skal fly dig et Sæt andet Tøj, min Ven, for at du ikke skal spolere Stadstøjet. Men hvorfor skrev du ikke, min Ven, og lod os vide, at du kom? Saa kunde vi have sørget for varm Aftensmad!«
Herover brast Hr. Charley paany i en saa smittende Skoggerlatter, at Jødens Ansigt opklaredes, og endog Rævetampen trak paa Smilebaandet. Saasom imidlertid Rævetampen just i dette Øjeblik fandt Hundredekrone-Sedlen er det tvivlsomt, om det var Jødens Vits eller denne Opdagelse der stemte ham gemytlig.
»Halløj, hvad er den af?!« spurgte Sikes og traadte til, da Jøden vilde snappe Pengesedlen. »Fiugrene af Fadet, Fagin!«
»Nej, bedste Ven! bedste Ven!« sagde Jøden, »den er til mig, De kan faa Bøgerne.«
»Hvis ikke jeg faar den — det vil sige Nancy og jeg,« erklærede Hr. Sikes og satte resolut Hatten paa, »saa gaar jeg igen med Drengen.«
Det gav et Sæt i Oliver, og det gav (men rigtignok af en anden Grund)
