8
CHARLES DICKENS
desløshed eller blev kvalt af Røg ved et Træf; og i alle disse Tilfælde hjemkaldtes de usalige smaa Væsner gerne til en anden Verden for dér at samles med Fædre, som de ikke havde lært at kende i denne.
Det var ikke til at vente af denne Art Opdrætning, at den just skulde frembringe en overvættes fed og trivelig Bestand. Oliver Twists niende Fødselsdag traf ham da ogsaa som et blegt, svageligt udseende Barn, ikke stor af Vækst og afgjort lille i Omfang. Dog havde Natur eller Arv indpodet i hans Bryst en kæk og modstandskraftig Aand, som takket være Husets sparsomme Kost havde haft rigelig Plads til at udvikle sig. Og kan hænde, at den Omstændighed var Skyld i, at han overhovedet fik en niende Fødselsdag. Det være nu, som det være vil, det var i al Fald hans niende Fødselsdag, og han fejrede den nede i Kulkælderen, i udsøgt Selskab af to andre unge Herrer, der først havde deltaget med ham i en sund Revselse, og derefter var blevne indespærrede i Kælderen, fordi de havde været frække nok til at paastaa, at de var sultne… Men saa skete det, at Madam Mann, Husets ædle Forstanderinde, ubehageligt overraskedes ved at se Hr. Bumble, Opsynsmanden fra Fattighuset, staa nede og ruske i Havelaagen for at faa den op.
»Ih, du Altstyrende, er det Dem, Hr. Bumble!« raabte hun ud ad Vinduet med ypperlig hyklet Henrykkelse. (»Susanne! hent øjeblikkelig Oliver og de to andre Unger op og vask dem rene!«) — »Næh, du Altstyrende, hvor det dog glæder mig at se Dem, Hr. Bumble.«
Nu var imidlertid Hr. Bumble en tyk Mand og en hidsig Mand, saa i Stedet for at svare mildt paa hendes hjertelige Hilsen, gav han den lille Laage, som ikke vilde gaa op, et frygteligt Spark.
»Aak Gud nej, tænk dog,« raabte Madam Mann og løb ud (for de tre Drenge var nu blevne skaffet af Vejen!) »her staar jeg og glemmer rent, at Laagen jo er lukket af indvendig fra, for de søde Børns Skyld. — Vær saa artig, Hr. Bumble, vær saa artig og kom indenfor, kære Hr. Bumble!«
Indbydelsen ledsagedes af en Nejen, der kunde have blødgjort endog en Kirkeværges Hjerte; men den formildede ingenlunde Opsynsmanden.
»Maa jeg spørge Dem, Madam Mann,« sagde han og svippede med sin Spanskrørsstok, »synes De, det er en passende og skyldig Opførsel at lade en kommenal Embedsmand staa og vente tiden for Deres Havelaage, naar han kommer til Dem i et kommenalt Anliggende angaaende de kommenale Vajser?«
»Men jeg forsikrer Dem, Hr. Bumble, det var bare, fordi jeg maatte fortælle et Par af de søde Børn, som holder saa umaadelig meget af Dem, at det var Dem, der kom,« svarede Madam Mann, særdeles ydmygt.
Hr. Bumble havde høje Tanker om sine Talegaver og om sin egen Storhed. Han havde nu faaet lagt Talegaverne for Dagen og havde hævdet Storheden, og han blev medgørligere.
»Ja ja da, Madam Mann,« sagde han roligere, »lad det saa være,
