Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/80

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

80

CHARLES DICKENS

»Hæ, Nancy,« sagde endelig Jøden i en beroligende Tone, »du er svært oppe i Aften! Hæ, hæ, hæ! Pokker til Tøs til at spille Komedie.«

»Saa—aa?« svarede hun. »Pas De bare paa, jeg ikke spiller Komedie med Dem, for dét kunde let blive Dem en dyr Spas!«

Jøden forstod, at det nyttede ikke at prøve paa at slaa Nancy's Forbitrelse hen som Komediespil. Han rykkede uvilkaarligt et Par Skridt tilbage og saa', halvt fejgt og halvt bedende, paa Sikes, lige som for at sige, at nu maatte han tage Affære. Og Hr. Sikes, der formodenlig indsaa, at hans personlige Værdighed stod paa Spil, trakterede saa hurtigt Nancy med et Utal af Trusler og Eder, at det virkelig gjorde hans Opfindsomhed stor Ære. »Hvad Satan stikker der dig. Tøs? Den Onde lyne og tordne, — har du glemt, hvad du er for én, du, hvad?!«

»Nej, det husker jeg meget godt,« svarede Nancy og lo hysterisk og virrede med Hovedet i kæphøj Overlegenhed.

»Saa hold din Kæft! paalagde Sikes hende, med en lignende Brummen som den, hvormed han plejede at tiltale sin Hund. »Eller jeg skal holde den for dig, du!«

Nancy lo igen, men denne Gang noget mere usikkert, saa' hurtigt op paa Sikes, vendte saa Hovedet bort og bed Læben til Blods.

»Du er sgu ogsaa en til at give Menneskevennen!« haanede Sikes hende. »Jeg vil nok sige, du er en nydelig Ven for »Barnet,« som du kalder ham!«

Pludselig skreg Nancy op: »Gud den Almægtigste er mit Vidne, gid jeg var styrtet død om undervejs, heller end at jeg skulde have hjulpet til at bringe ham herhen! Fra i Aften er han en Tyv, en Kæltring, en Satan, alt det onde, der er til. Kan ikke det være nok for den gamle Hallunk, skal han ogsaa slaa ham?!«

»Saa, Sikes!« sagde Jøden i en bebrejdende Tone og rykkede hen hos Drengene, som fulgte Optrinet spændt, »lad os nu snakke skikkeligt sammen, bare skikkeligt!«

»Skikkeligt?!« skreg Nancy ude af sig selv, »jo De skulde snakke om Skikkelighed, Slyngel! Jeg stjal for Dem, fra jeg knap var halv saa gammel som Barnet dèr (hun pegede paa Oliver), og saadan har jeg stjaalet i over tolv Aar nu!… Ja vel! ja vel!« overdøvede hun skrigende en Bemærkning, som Jøden indskød, »nu er det min Haandtering, ja, og de kolde, vaade, skidne Gader er mit Hjem! Men De er den Kæltring, som drev mig ud i det altsammen, og som vil lade mig blive gaaende i det Dag og Nat og Nat og, lige til jeg dør!«

Jøden blev tilsidst tirret af hendes Beskyldninger. »Ti stille,« hvæste han, »eller jeg gør en Ulykke paa dig!«

Hun sagde heller ikke et Ord mere. Men i et Anfald af Raseri rev hun sig i Haaret og Tøjet og fløj ind paa Jøden. I det samme greb imidlertid Sikes hende om Haandledene, hun stred et Øjeblik taabeligt imod og sank saa pludselig besvimet om. »Saa!« sagde Sikes og lagde hende hen i en Krog, »nu er den forbi! Hun har ellers gode Armkræfter, naar hun saadan er oppe!«

Jøden tørte sig over Panden og smilte, som om han følte sig lettet