Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/87

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

87

OLIVER TWIST

Personer af Vejen. Han blev bleg og kom til at ryste og saa' ængstelig op paa Jøden, der ufravendt havde iagttaget ham. Saa smilte Jøden ondskabsfuldt og klappede ham paa Hovedet og sagde, at naar han blot holdt sig i Skindet og lagde sig efter Geschæften, blev de nok rigtigt gode Venner. Dermed tog han sin Hat, hyllede sig ind i en gammel lappet Kavaj, og gik sin Vej og laasede af efter sig.

Resten af den Dag og Størstedelen af mange følgende Dage var Oliver mutters ene, overladt til sine egne Tanker. De søgte stadig tilbage til hans kære Venner og til hvad Mening, de vel nu maatte have faaet om ham, — og de var meget triste.

Da der var gaaet en Ugestid, holdt Jøden op at laase Døren af. Oliver kunde altsaa gaa frit omkring i Huset. Overalt var der snavset; men Værelserne ovenpaa havde høje Paneler og brede Døre og dekorerede Lofter, saa Huset havde vistnok i gamle Dage tilhørt fine Folk og været lyst og fornøjeligt. Nu havde Edderkopperne spundet deres Væv i hver en Krog; og tit, naar Oliver traadte ind i en Stue, pilte Musene forskrækket hen over Gulvet, ind i deres Huller. De var det eneste levende, han saa' eller hørte. Ofte naar Mørket faldt paa og han var træt af at gaa fra det ene Værelse til det andet, sad han og krøb sammen ude i Gangen ved Gadedøren, blot for at være nær ved Mennesker: og dèr sad han saa og lyttede og talte Timerne, indtil Jøden eller de to unge Kavallerer kom hjem.

I Huset var der Skodder for alle Vinduerne, blot med Undtagelse af et Kvistvindue ud til Gaarden. Ved det kunde han sidde Timer i Træk og stirre forknyt ud over et Virvar af Tagrygge og Gavle og sodede Skorstene. En sjælden Gang havde han rigtignok faaet Øje paa et Hoved med pjusket graat Haar, som kiggede frem over en Murkant langt, langt borte. Men hver Gang var det hurtigt blevet trukket tilbage.

En Dag skulde Rævetampen og Charley ud til Aften. Saa fik den førstnævnte unge Kavaller den Idé, at han vilde dog pynte lidt paa sin Person (man maa lade ham, at han havde ellers ingen Svaghed derfor), og han nedlod sig til at beordre Oliver til at hjælpe ham med Toilettet. Oliver blev glad over, at han kunde gøre sig nyttig; han vilde ogsaa gerne søge at stemme sine Omgivelser lidt venlige, naar det da blot kunde ske, uden at han gjorde noget slemt. Altsaa var han straks villig og knælte ned paa Gulvet. Og efter at Rævetampen (som sad paa Bordet) havde anbragt sin Fod paa hans Skød, gav han sig i Lag med den Proces, som Rævetampen kaldte at »lakere Fod-Futteralerne,« men som paa almindeligt Dansk kaldes at børste Støvler.

Skyldtes det nu den Følelse af Frihed og Uafhængighed, som et Dyr med Fornuft antagelsesvis maa føle, naar det sidder mageligt paa et Bord, ryger sin Pibe, dingler skødesløst med det ene Ben og faar sine Støvler børstet, uden at det har haft det frygtelige Besvær at skulle trække dem af forinden eller har den rædselsfulde Udsigt, at det bagefter skal trække dem paa igen? Eller stemte maaske den rare Tobak Rævetampen blid, eller formildede muligt det gode Øl hans Sjæl? Vist er det, at der et Øjeblik kom over ham et Drag af Romantik og Følsomhed, som