99
OLIVER TWIST
maatte blive ham til Del nu, hvor han, forladt og fortvivlet, stod mutters ene midt iblandt Forvorpenhed og Synd.
Han havde endt sin Bøn, men laa endnu med Hænderne for Ansigtet, da en raslende Lyd skræmte ham. »Hvad er dèt?« raabte han og sprang op, og saa', at der stod en Skikkelse henne ved Døren. »Hvem er det?«
»Det er — bare mig!« svarede en skælvende Stemme.
Han holdt Lyset op over sit Hoved og stirrede hen mod Døren. Det var Nancy.
»Sæt det Lys!« sagde hun og vendte Ansigtet bort. »Det skær' mig i Øjnene.«
Oliver havde set, at hun var meget bleg; han spurgte deltagende, om hun var syg. Hun lod sig falde ned paa en Stol, med Ryggen til ham, og vred Hænderne, men svarede ikke.
»Gud forlade mig!« mumlede hun lidt efter: »Jeg havde aldrig tænkt mig alt dèt!«
»Er der tilstødt dig noget?« spurgte Oliver. »Kan jeg ikke hjælpe dig? Sig mig det, — jeg vil saa gærne, hvis jeg kan!«
Hun rokkede fra den ene Side til den anden, tog sig om Struben, gispede og snappede efter Vejret og gav en underlig gurglende Lyd fra sig.
»Nancy dog! hvad er der?« skreg Oliver.
Hun slog sig med begge Hænder paa Knæene, stampede i Gulvet, holdt saa pludselig op, trak Shavlet tæt om sig og gøs af Kulde. — Oliver kradsede op i Ilden. Saa rykkede hun sin Stol hen til den, sad en Stund tavs, men løftede saa Hovedet og saa' sig om.
»Jeg véd ikke selv, hvad der stikker mig undertiden,« sagde hun og lod, som hun fik travlt med at rette paa sin Dragt. »Det kommer sagtens af, at her er saa skident og klamt herinde. — Naa, lille Nolly, er du saa parat?«
»Skal jeg følge med dig?« spurgte Oliver.
»Ja,« svarede hun, »jeg kommer fra Bill og skal hente dig.«
»Til hvad?«
»Til hvad?« Hun saa' op, men tog Øjnene til sig igen, lige i det samme de mødte Olivers. »Naa! ikke til noget slemt.«
»Jeg tror dig ikke,« sagde Oliver, han havde lagt nøje Mærke til hende.
»Som du vil!« svarede hun og tvang sig til at le: »Altsaa: ikke til noget godt da!«
Oliver forstod, at han havde en Slags Magt over det bedste i Nancy, og han tænkte et Øjeblik paa at appellere til hendes Medlidenhed med hans ulykkelige Stilling. Men i det samme faldt det ham ind, at Klokken var kun 11: der var mange Folk paa Gaden endnu, og i al Fald nogle af dem vilde dog sikkert tro ham. Lige saasnart den Tanke var faret ham gennem Hovedet, traadte han et Par Skridt frem og sagde næsten ivrigt, at han var færdig til at gaa.
Nancy havde lagt Mærke til, at han betænkte sig. Mens han talte,
