allerhöieste Tilsagn for uopfyldt, indtil en Forsamling, valgt efter denne Valglov og organiseret paa denne Maade, bliver hört. At Flerheden af denne Forsamlings enkelte Medlemmer have efter Oplösningen paa en Maade sluttet dem til Comité-Majoritetens Forslag, er ikke tilstrækkelig Grund til at ansee Tilsagnet for opfyldt, thi derved har "Forsamlingens Majoritet" ingenlunde tiltraadt Forslaget i dets Heelhed, end mindre i hvert enkelt Punkt[1]; Flertallet af Medlemmerne har kun petitioneret om, at "et nyt Udkast til Grundlov for Island, bygget paa denne Majoritets Forslag", maa blive udarbeidet. Desuden er det indlysende, at nye Oplysninger fra Regjeringens Side, nye Deputerede og nye Debatter, kunde have hidfört en Enighed, som man nu ikke engang syntes at gjöre sig megen Umage for at opnaae. En ganske forskjellig Fremgangsmaade er bleven antydet i Danmark, thi naar man i den danske Rigsforsamling tænkte sig en mulig Uenighed, som kunde medföre Oplösning, antog man det som givet, at en anden Forsamling, organiseret paa den samme Maade, vilde saasnart som muligt blive sammenkaldt for at fuldföre det begyndte Værk, men Ingen faldt paa, at man saa skulde gaae til Roeskilde og Viborg igjen[2].
I Althingets Session 1853 gjorde Islænderne et nyt Forsög paa at bringe Sagen videre. Althinget indgik nemlig med en Petition til H. Maj. Kongen om, at Sagen om Islands forfatningsmæssige Stilling i Monarchiet maatte blive bragt til Ende, og at derom maatte blive udarbeidet et Lovudkast, hvori de Grundbestemmelser maatte blive optagne: at Althinget fik en lovgivende og besluttende Myndighed; at den höieste administrative Myndighed i de Sager vedkommende
