henföre dem til Kongeriget, da islandske Sager saavel ifölge ældre og nyere Sprogbrug, som ifölge deres hele Stilling med Hensyn baade til Lovgivning og Administration, ikke kunne ansees at höre iblandt særegne danske Sager. Uagtet nemlig islandske Sager for en Deel staae under de samme Ministerier som de særegne danske, kan det ingenlunde siges, som den ærede Forf. gjör (S. 38), at de derfor höre "under Kongerigets verdslige og geistlige Administration"; de ere kun forenede dermed forsaavidt, som de ere henlagte til Ministerierne for de ligeartede danske Sager, men de ere derfor ligesaa lidt danske Sager i egentlig Forstand, som f. Ex. lauenborgske Sager ere holstenske, fordi begge disse Statsdele ere henlagte under eet og samme Ministerium. Man maatte derfor antage, at islandske Sager ligefrem vilde være at ansee som hörende til Fællessagerne, ifölge Forfatningsloven 2. Oktbr. 1855 § 22, men da Island ingensteds har faaet Plads der, hverken som Statsdeel for sig, som efter dets retlige Stilling tilkom det, eller som Valgdistrikt i Kongeriget, som maatte tilkomme det efter Regjeringens tilsyneladende System fra 1851, saa maa det antages, at Island ogsaa staaer udenfor denne Forfatningslov, indtil de fornödne Skridt blive foretagne i denne Henseende.
Den ærede Forf. omtaler særskilt, som gjeldende for Island, Thronfölgeloven af 31. Juli 1853, som er given af Rigsdagen uden Islændernes Medvirkning. At denne Lov skulde være gjeldende for Island, som staaende under Grundloven og den almindelige Lovgivning, uden at være forelagt Althinget, kan, som ovenfor viist, aldeles ikke være rigtigt. Var det Tilfældet, da vilde det forudsætte Grundlovens active Gyldighed for Island, og den kunde da ingenlunde ansees som hvilende, hvilket dog den ærede Forf.
