Side:Om Islands statsretlige forhold.djvu/12

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
10

Indtægten af "Landöre" ansaaes ligeledes for Kongens personlige Indtægt, og de Fortrin i personlig Ret, som Islænderne gjorde Fordring paa, mentes ikke alene at kunne tilstaaes af Kongen, men de anförtes som beviisligen tilstaaede allerede af Kong Olaf den Hellige, saa at der her kun var Tale om Fornyelse af Garantien for deres Bibeholdelse[1], og netop deri ligger en ny Bekræftelse paa, at Island skulde betragtes som fuldkommen sideordnet, da der fordres den samme Ret for Islænderne, som de havde haft under deres Uafhængigheds-Periode, og det endog en saadan Ret, som overgik den norske simple Mands.

Saaledes er ogsaa Forenings-Akten opfattet af Alle, baade ældre og yngre Forfattere, som have skrevet herom, og navnlig Islænderne selv. Vi skulle först og fremmest anföre de Citater, som den ærede Forf. beraaber sig paa til Styrke for det Modsatte, nemlig for, at Islænderne selv betragtede denne Akt som Underkastelse under Norge som Hoved- eller Stamland. Det förste Sted er Hakon Hakonssons Saga af den samtidige Islands Laugmand Sturla Thordsson, Cap. 311, der staaer: "Denne Sommer (1261) sendte Kong Hakon Hallvard Guldskoen til Island;... Om Efteraaret aflagde nogle Mænd Hyldingseed til Kong Hakon... Alle de störste Hövdinger samlede Mandskab i Vestfjordene

  1. Ordene i Forenings-Akten: "Item skulu slíkan rètt íslenzkir menn hafa i Noregi, sem þeir hafa beztan haft" refererer sig nemlig til den med Kong Olaf den Hellige oprettede traktatmæssige Overeenskomst: "Rèttr Íslendinga í Noregi", som saaledes fornyes i alle sine Punkter; kun Bestemmelsen om Erlæggelsen af Landöre bortfalder i Islændernes Faveur.