ledes af de Samtidige. Det kunde aldrig være Islændernes Mening, at forpligte sig selv saavel som Kongen til at beholde de samme Love uforandrede til evig Tid. Hvad der var vedtaget som Lov for Island af Kongen og Althinget i Forening, det maatte betragtes som islandsk Lov, og er ogsaa i den Tid blevet saaledes betragtet, men derimod kunde hverken Kongen uden Althingets, eller Althinget uden Kongens Samtykke give almindelige egentlige Love for Landet, der for Alle og Enhver skulde have forbindende Kraft. Denne Anskuelses Rigtighed stadfæstes af Lovenes og Retterbödernes Historie. Hvis vi med nogle Forfattere antage, at Jarnsíða er sendt til Island 1265, saa er det af den selv klart, at den maa være falden igjennem dengang, da den, i dens nuværende Skikkelse, indeholder Afsnit som ere skrevne 1268 eller senere; den maatte altsaa have Althingets Samtykke for end den kunde blive gjeldende. 1271 berettes udtrykkelig, at Forslaget til en ny Lovbog er blevet fremlagt pas Althinget; dette Lovbogs-Forslag kan ikke have været noget andet end (den omarbeidede) Járnsíða, og det lykkedes da ogsaa at faae endeel af den vedtaget. Men ikke en Töddel mere, end hvad der saaledes var vedtaget paa Althinget, kunde blive anseet som gjeldende Lov, og Sagaerne berette om de store Anstrængelser, som Kongen anvendte paa at fase navnlig Biskoppen i Skalholt til at anbefale Lovudkastet. Det næste Aar, 1272, lykkedes det först at faae Resten af Loven vedtaget, efter at den endnu var undergaaet en Modification. Det samme gjelder om Jonsbogens Vedtagelse nogle Aar efter: ikke et Bogstav af den er blevet, eller kunde blive til Lov uden det, som blev vedtaget af Althinget, og det uagtet denne Lovbogs Fortale beretter, at Kongen har modtaget etslags Fuldmagt af Althinget til at forfatte Loven efter eget Skjön og de bedste Mænds Rand. Den islandske Laugmand Jon Einarsson, af hvem
