det synes at blive utvivlsomt, naar man sammenligner Kongens Brev, som staaer foran Lovbogen, med denne selv. Efter Brevet kan nemlig Christendomsbalken kun indeholde hvad der svarer til de förste to Kapitler, men et Afsnit om Kongens Arveret, Kongevalg og de forskjellige Embedsmænds og Stænders Eed opregnes slet ikke som hörende til Bogen, og dette er netop hvad der nu gaaer under Navnet Christendomsbalk III. Cap. og "Konúngserfðir" med fortsat Capiteltal IV—XI. — Men selv om man i Island havde vedtaget den samme Arvelov som for Norge, behövede derved ikke noget at forandres i det gjensidige Forhold mellem Kongen og det islandske Folk, derved sikkredes kun Forbindelsen mellem de to Lande. At Island benævnes Skatland var forsaavidt rigtigt, som deraf betaltes Skat til Kongen, men i dette Ord ligger forövrigt intet fast politisk Begreb, hvilket tydeligst sees deraf, at alle de vestlige Lande, som stode i Forbindelse med Norge, kaldtes saaledes, uagtet deres i flere Henseender forskjellige statsretlige Forhold til Norge, omtrent som man nu tildags bruger Udtrykket "Biland" saavel om Island, som om Færöerne og Colonien Grönland.
Med Hensyn til Kongens Stilling til Loven, "som överste Dommer", da er det tydeligt, og bestyrkes ved alle bekjendte Lovgivnings-Akter fra denne Periode, at Udtrykket i Thingfarebalkens IX. Kap.: "Konúngr er yfir skipaðr lögin", ikke indeholder den absolutistiske Mening, at Kongen er "sat over Loven" i den Betydning, at Kongen skulde have Ret til at sætte sig ud over Loven, selv ikke i det sjældne Tilfælde, at Laugmanden skulde staae alene med sin Mening mod alle Laugrettesmændene. Betydningen er öiensynlig, at Kongen er Lovens överste Bevogter, der i fornödent Tilfælde har at paasee at Laugmanden retter sig efter Loven, og i tvivlsomme Tilfælde at træffe Lovens sande Aand og gjöre den gjeldende, dog med de viseste Mænds Raad og
