dens Punkter ere först fremsatte og vedtagne paa Althinget; derpaa er Laugmanden selv reist til Norge, for at foredrage Sagen for Kongen og erhverve hans Samtykke, og Kongen giver sit Samtykke til alle de andragne Punkter[1]. Her har altsaa Althinget Initiativet, men dets Andragender opfattes af Kongen som Begiæringer[2]. Ved Retterboden 1305 har det samme Forhold Sted. Ved Retterb. 1314 derimod er Forholdet omvendt. Her har Kongen Initiativet. Der udarbeides en Forordning, sandsynligviis af Islænderen Ketil Thorlaksson, der, som det hedder i Annalerne, bragte den til Island, og næste Sommer bliver den forelagt Althinget og antaget; derfor bliver Althingets Antagelse udtrykkelig bemærket i Annalerne, thi det var almindelig erkjendt, at uden den var Retterboden ikke nogen bindende Lov.
For at forstaae de allerede tidlig udstedte Forbud mod Fremmedes Handel paa Island, maa man sætte sig ind i de i disse gamle Tider gjeldende Principer for Handel og Handelslovgivning, der ere himmelvidt forskjellige fra dem, som nu antages for de rette. At udvikle dette vilde her være for vidtlöftigt, og jeg vil derfor kun indskrænke mig til de to Bemærkninger: deels at Handelslovgivningen ligesom Tolde og Sligt ansaaes i disse Tider at höre til de udelukkende kongelige Prærogativer, hvorom man senere kun forundte Borgere i de större Handelsstæder nogen Stemme;
- ↑ Thorlak Laugmand kom til Os og foredrog for Os eders Begjæring om adskillige Punkter.... derfor gjøre Vi eder vitterligt, at Vi give Vort Samtykke til alle disse eders Begjæringer o. s. v. Lovs. for Isl. I, 17.
- ↑ Det maa imidlertid bemærkes, at Ordet "beiðsla", som jeg her har oversat ved Begjæring, ogsaa bruges naar det berettes at Kongen eller de höiere Embedsmænd have forlangt en ny Skat eller Ydelse af Almuen i Island igjennem Althinget eller paa anden Maade.
