Side:Om Islands statsretlige forhold.djvu/29

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
27

men stedse kun have holdt paa Autonomie i deres egne Anliggender, og stadig modsat sig alle Indgreb deri. Det Argument for det Modsatte, som Forf. vil udlede af den i Jonsb. Christendomsb. Cap. IX indeholdte Udtydning af Hyldingsbegrebet, kan saa meget mindre her komme i Betragtning, som det forhen er viist, at dette Sted kun passer paa Norge, og ikke kan höre til Jonsbogens oprindelige Text, hvorfor det altsaa ingen Anvendelse kan have paa Island.


II. Tidsrummet under de dansk-norske Konger, fra 1380 til Souverainitetens Indförelse.

Enhver som nöie fölger Islands Histories Kilder vil, troer jeg, sande med mig, at der strax ved denne Periodes Begyndelse mærkes Indtrykket af en större Hensynslöshed fra Kronens Side imod Island end för. Hertil ere flere Grunde, som paa dette Sted ikke kunne udvikles videre. Det være nok at hentyde paa det mere udstrakte Herredömme, som medförte Ligegyldighed for de fjernere Lande, det store skandinaviske Unions-Spörgsmaal, det stedse tiltagende Ubekjendtskab og Ligegyldighed for de ældre ægte nordiske Indretninger, Sprog og Sæder, hvis sidste Repræsentant Island var, og Hengivelse til tydsk Dannelse, Sæder, Indretninger og Sprog. Det er og tydeligt, et Islænderne i denne Tid havde tabt meget af den Iver, den Jalousie kan man sige, hvormed de, som alle Folk der ere gjennemtrængte af Friheden og vante til den, i den förste Foreningstid med Norge vaagede over deres Ret, men man maa ogsaa indrömme, at de nu havde meget mindre Magt til at sætte haardt imod haardt. De begyndte nu at taale, og reservere paa Papiret. Jeg skal anföre nogle Exempler, hvoraf deels den uregelmæssige Fremgangsmaade fra Kronens Side aabenbarer sig, deels den nye Maade viser sig, hvorpaa Islæn-