selv begynde med at være forsikkret om sin Hyldings Retmæssighed og Fremgang.
Men ogsaa med Hensyn til selve Hyldingsbrevene, saaledes som Forf. har meddeelt Uddrag deraf, maa jeg gjöre nogle Bemærkninger. I dem alle staaer nemlig en Forpligtelse, som Kongen paatager sig ligeoverfor hans islandske Undersaatter, og den hörer da i alt Fald med. Thi det kan ikke nægtes, at naar, efter Forfs. Theorie, Islænderne skulde være pligtige at hylde Kongen efter Befaling, saa maa Kongen vel, efter samme Theorie, være pligtig at holde i det mindste det han selv tilbyder ved Hyldingen. Men da nu Forf. har forbigaaet dette, er jeg nödt til at föie det til, og det er da saa lydende:
1) I Kong Christian IIIs Skrivelse 1551[1] tilföies: — "Vi ville igjen lade eder holde ved Lov, Skjel og Ret, ei tilstedendis Nogen af eder at uforrettis i nogen Maade".
2) I Frederik den IIs Brev 1559[2] hedder det: "at I ville være Os hulde og troe, vide og ramme Vort Gavn og Bedste, og Vor og Rigens Skade og Fordærv af eders yderste Formue afværge, som troe Undersaatte deres rette Herre og Konning, og eget (M. Ket. har: eders) Fæderneland des pligtig ere. Vi ville igjen være eder en naadig og gunstig (M. Ket. har: oprigtig) Herre og Konning, og holde eder alle og hver særdeles ved Islands Lov, Skjel og Ret, og ei tilstede eder derimod at uforrettes i nogre Maade. Aarhus 5. Martii 1559. (Dominus rex propria manu subscripsit)".
3) I Frederik den IIIs Brev om Hyldingen 1649 tilföies:[3]
