Side:Om Islands statsretlige forhold.djvu/45

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
43

ere aldrig blevne gjeldende, undtagen den koldingske Reces som Hjelpelov, men kun for en kort Tid, indtil Storedommen. Christian den Fjerdes Kirke-Ordinants 1607 er indfört i Island ved speciel Forordning 29. Nov. 1622[1]. Samme Konges norske Lov blev aldrig gjeldende for Island. Beviserne herfor med Hensyn til hvert Lovbud fra denne Tid vilde jeg kunne före i Detail, hvis dette kunde ansees fornödent. Derimod maa det indrömmes, at Althingets Veto mod Love og Anordninger vedkommende selve Island i denne Tid næsten slet ikke fremtræder[2], og at Lovenes Vedtagelse af Althinget derfor mere og mere antager Formen af Publication. Men denne Form bliver ogsaa, saa at sige uden Undtagelse[3],

  1. Lovs. for Isl. paa sine Steder.
  2. Althingsbeslutning 30. Juni 1619 (Lovs. for Isl. I, 183-184) maa dog ansees for et saadant Veto mod Aabent Brev 21. April s. A. (Love. sst. S. 181-182), men dog med Hjemmel i selve dette Brev, da dets Bud er betinget ved, at det "ikke strider imod Islands Lov og gammel Sædvane der paa Landet". Men Althinget bemærker ligefrem, at Sagen er bleven urigtigen forestillet for Kongen, og at det aabne Brev derfor maa blive uden Virkning.
  3. Et meget sørgeligt Beviis paa Undtagelsen levere Althingsbögerne 1630, 1631 og 1637, da Kongens Lensmand Holger Rosenkrantz Börresen ved sin overlegne Indflydelse fik den islandske Overret til at anvende For. 12. Oktbr. 1617 i en Hexesag, uagtet han blev gjort opmærksom paa, at denne For. ikke var vedtagen der i Landet. Ved denne ulyksalige Dom begyndte ogsaa i Island Forfölgelserne mod Hexe med Baal og Brand, indtil For. 3. Juni 1746 §31 (om Hustugten) forandrede Straffen til Kirkedisciplin. Men det var Præjudikatet, der dannede Grundlaget for alle de fölgende Domme, thi Forordningen selv blev aldrig publiceret eller vedtaget. Det kan iövrigt bemærkes, at Sv. Sölvason uden videre lader For. 12. Okt. 1617 have været gjeldende i Island (Tyro juris p. 202; jevnf. Jus criminale p. 31—32).