sig af til Islænderne og disse igjen til Regjeringen, da fölger det af sig selv, at dette var det for Norge og Island i det væsentlige fælles Sprog omtrent til Slutningen af det 14de Aarhundrede. Christian den Förstes för omtalte "Lange-Retterbod" synes at have været paa de Tiders Islandsk. I den fölgende Tid anvendte Kongen Dansk, Islænderne reent Islandsk, radbrækket Islandsk eller Dansk, eller noget mistænkeligt Plattydsk (f. Ex. i det 16de Aarhundredes hele förste Halvdeel). Man brugte paa begge Sider det Sprog som laa nærmest ved Haanden, uden at regne det saa nöie dermed. Men paa den anden Side var Islændernes Retssprog udelukkende Islandsk, ligesom för, og Kongernes danske Breve bleve öieblikkelig oversatte paa Islandsk og udbredte i talrige Afskrifter, som endnu findes i gamle islandske Haandskrifter og Samlinger. I islandske Domme og Retsforhandlinger skal der næppe findes et eneste Citat af Anordninger eller Reskripter paa Dansk, men stedse paa Islandsk. Man mærkede saaledes næsten ikke, om Originalen havde været paa Dansk eller ei. Kongen bekræftede den paa Islandsk skrevne "Store-Dom", uden at forlange en "verificeret Oversættelse", og Islænderne modtog hans danske Bekræftelse af Dommen og oversatte den selv, eller bemærkede blot i deres Samlinger at Dommen var bekræftet af Kongen, maaskee med Tilföielse af Sted og Datum. Efter nogle Aar vidste man næppe at Originalen havde været paa Dansk, naar den ikke stod indfört i dette Sprog i Althingsbogen, og i den senere Tid maa man ved mange vigtige Kongebreve tye til Cancelliets Registranter med Hensyn til den danske Text, skjöndt man har Afskrifter paa Islandsk i Mængde[1].
- ↑ Saaledes har Magnus Ketilsson ikke kunnet opdrive nogen dansk Original eller Afskrlft af det vigtige aabne Brev 9. Mai 1593 (M. Ket. II, 150—169) men været nödt til at tage det efter en islandsk Oversættelse, hvoraf der var Afskrifter nok forhaanden.
