Islands hele Administration stod, som hele Tiden forhen, aldeles selvstændig eller særskilt for sig. Islands Statholder (hirðstjóri, senere kaldet höfudsmaðr) stod umiddelbart under Kongen, og havde ikke det mindste f. Ex. med Norges Statholder at gjöre efter at Kongens Sæde var i Danmark. Endnu et nyt Beviis paa, at Island ansaaes som et Land for sig, og hverken som en Deel af Norges Rige eller af Danmarks Rige, men kun af Staten, nemlig hörende til den Complex af Lande, som stod under Kongens Scepter.
Vi ere nu saaledes komne til et nyt Vendepunkt i Historien, og endnu see vi Island med Hensyn til dets egne Anliggender i Besiddelse af en særegen Lovgivning[1], Domsmagt, Administration, særegne Indretninger, Sprog og Skikke, vel uden ydre Midler til at haandhæve sin Ret, men dog i Principet og retlig, saavidt Kronens overlegne Magt ikke colliderede, sideordnet Danmark og Norge. Det kan endnu bemærkes, at Biskopper og Laugmænd hidtil valgtes paa Althinget og deres Valg bekræftedes kun af Kongen; Præsterne valgtes overeensstemmende med Ordinantsen og deres Kaldelse bekræftedes af Biskoppen og Lensmanden. Kun denne udnævntes umiddelbart af Kongen, först hyppig blandt Islændere, siden Tydske, derpaa Norske og senest udelukkende Danske; disse Lensmænd, der havde Landet som Kronens Len, ansatte alle Landets Sysselmænd. Med Hensyn til Successionen havde man vænt sig til at ansee Jonsbogens "Konúngserfðir"
- ↑ Tiende-Statuten fra 1096; Kirkeloven fra l275; Jonsbogen fra 1280, med de tilhörende Retterböder; Store-Dommen fra 1564; Anordn. om Overretten fra 1593; Ordinantsen fra 1622 (1607).
