Anledning til at stole paa, i den Tillid, at ved Kongens uindskrænkede Magt vilde deres gamle Forenings-Akt, deres Love, deres communale Frihed, deres Indretninger, deres Sprog og Nationalitet være bedst sikkrede.
Men lad os endog et Öieblik antage, at den hele Akt er retlig gyldig, og at der hverken fra Formens eller Indholdets Side er Noget retlig paa den at udsætte. Saa stiller Forholdet sig saaledes: Danmark, Norge, Island aflægge hvert for sig en ligelydende Eed til Kronen, og overdrage hvert for sig Kongen en absolut Magt. Derved stille de sig alle tre i det samme Forhold til Kongen, men deres Forhold indbyrdes staaer derfor uforandret. Naar deres Forhold til Kongen oplöses eller forandres f. Ex. ved Enevældets Opgivelse, saa kan ikke det sideordnede Forhold forandres, eller det ene Land tabe sin Ret ligeoverfor det andet, men det oprindelige Forhold maa indtræde paa ny, eller en ny Overeenskomst bringes til veie.
Af disse Grunde kan jeg ikke skjönne, at noget nyt Forhold mellem Kronen og Island, ligesaa lidt som imellem Norge eller Danmark og Island, retlig er opstaaet ved Hyldings-Akten 1662, eller ved den derpaa (og de andre ligelydende Akter fra Danmark og Norge) stöttede Kongelov, og jeg troer derfor med den islandske Comité, at man ikke kan nöies med, som Ministeriet i 1851 gjorde, at söge den sidste Retsbasis for Forholdet imellem Danmark og Island i Kongeloven, eller Hyldings-Reverset 1662, men at den maa söges i den förste Overeenskomst med Norge; og heri forekommer det mig at den ærede Forf. tildeels giver denne Comité Ret. Kongelovens Art. XIX kan desuden ikke paaberaabes som Beviis i denne Retning, da den aldeles ikke tilsigter at bestemme noget om Statsdelenes Retsforhold til Kronen, meget mindre Fastsættelsen af nogetsomhelst Forhold mellem Statens Dele indbyrdes, men selv til-
