og paadömme dem, "saavidt Lov og Ret er gemæs og I for Os og Vores Höiesteret agter at ansvare". De her paaberaabte "Landets Privilegier" kunne ikke være nogen andre end den i Akten af 1262 indeholdte Artikel: at "Ingen maa stævnes ud af Landet, med mindre han bliver dömt ud af Landet af vore Mænd paa Althinget", og det er ligeledes tydeligt, at Kongen og Höiesteret træder i Stedet for det ældre: "Kongen med de bedste Mænds Raad", eller senere "Kongen og Rigsraadet". Sagen blev derpaa dömt i Overretten i Island, men kom ikke for Höiesteret, da Overretten fandt Sagen klar og Klageren selv undveg af Landet, men det anförte Reskript gjör det som det synes utvivlsomt, at det endnu 1683 ikke har været Kronens Hensigt at forandre disse gamle Forhold, men meget mere at respectere dem, overeensstemmende med Islændernes Reservation og Begjæringer.
I Aaret 1683 og derefter indtraadte den Forandring, at der först blev ansat en Landfoged (5. Mai 1683; Rentek. Instr. 16. Mai s. A.), derefter en Stiftbefalingsmand (26. Januar 1684) og tilsidst en Amtmand (21. April 1688; Instr. 5. Mai s. A.). Blandt disse Embedsmænd fik Landfogden Opsyn over hele Oppebörselen, Administrationen af de offentlige Godser, Opsyn over de kongelige Fiskerier m. m. under Rentekammerets Overbestyrelse; under Amtmanden sorterede derimod fornemmelig hele Retsvæsenet, især det civile, og de administrative Sager som ikke hörte under Landfogden. Stiftbefalingsmanden endelig skulde have Overopsyn med Landets hele Bestyrelse, især med Hensyn til de geistlige Sager og den geistlige Jurisdiction. Cancelliet og Rentekammeret udgjorde Mellemledet imellem disse Embedsmænd, hvis Virkekreds i denne Tid dog i mange Punkter var temmelig uklar, og Kongen, skjöndt Stiftbefalingsmanden synes i flere Sager at have gjort direkte Indstillinger til
