2. Aug. 1800) "paa det enhver Mand i Island kan have fuldkommen Kundskab om Lovene", at oversætte og besörge trykt i det islandske Sprog saavel For. 11. Juli 1800 (om Landsoverretten), som enhver Anordning, der herefter udgives for Island, og de vigtigste af de ældre. Denne Foranstaltning bestod indtil For. 21. Decbr. 1831 gjorde deri Forandring, og det maa bemærkes, at disse Fakta ere saa meget mærkeligere, som det i de senere Aar er blevet anseet for etslags Separatisme fra Islændernes Side, at de have petitioneret om, at den islandske Text af de udkommende Love for Island maatte gives Authenticitet ved Underskrifter, uagtet man til samme Tid her fundet dette ganske i sin Orden med Hensyn til de danske Undersaatter i Slesvig.
Althingets autonomiske Virksomhed vedblev endnu efter 1683, ligesom för, indtil henimod 1720[1]; det sidste mig bekjendte Aktstykke af det Slags er Vedtægt angaaende Husmænd, Lösgjængere m. v. 1722. Althingets Virksomhed i denne Henseende findes ikke at være ophört ved noget bestemt Skridt fra Regjeringens Side, men ligesom standset af sig selv, og man finder, at de höiere Embedsmænd og Collegierne have, efterhaanden i större Omfang, overtaget denne Virksomhed. Ved visse Leiligheder finder man endogsaa Spor til, at Cancelliet ikke gjerne har seet Amtmændene eller Stiftamtmanden gaae synderlig vidt i denne Retning.
Med Hensyn til Domsmagten, da bestod saavel Laugretten som Overretten (fra 1593) hele Tiden til Althingets Ophævelse, kun med en efterhaanden större og större Formindskelse af Personale. Overretten blev endog udtrykkelig stadfæstet ved Reskr. 19. April 1704. Denne Ret indtog samme Stilling som den norske Over-Hofret, der var Norges
- ↑ De vigtigste Beslutnlnger ere anförte i "Lovsamling for Island".
