Side:Om Islands statsretlige forhold.djvu/8

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
6

kommer mig at fremgaae af den ærede Forfs. Beviisförelse, at en ensidig af Regjeringen fremsat Anskuelse om Landets Stilling eller Ret, selv om denne faktisk maatte være gjennemfört til en vis Tid, eller i en vis Grad, er tilstrækkelig til at give et fuldgyldigt Grundlag for Landets statsretlige eller politiske Stilling, da jeg heri kun kan see en ubetinget Anerkjendelse af den Stærkeres Ret, endogsaa uden Hensyn til om det er lykkedes den Stærkere at fremtvinge den Svageres retlige Samtykke eller ikke.

Naar det da for det förste skal afgjöres, om Forenings-Akten mellem Island og Norges Konge af 1262 har Charakteren af en frivillig Forening, eller af en Underkastelse under Norge, da maa man först tage den daværende Sagernes Stilling i Betragtning. Island havde i henved 400 Aar været frit Land, regjeret ved egne Love og egne Institutioner, som vel bare Præget af Bebyggernes hovedsagelig norske Oprindelse og en fortsat nöie Forbindelse med Stamlandet Norge, men havde dog meget eiendommeligt, udviklet ved Landets egne Forhold og Folkets politiske Erfaringer. En levende Frihedsfölelse vedligeholdt sig hos det hele Folk, og hverken Trudsler eller Löfter havde kunnet formaae Islænderne til at opgive en Töddel af deres Uafhængigheds-Ret. De enkelte Hövdinger vaklede, modtoge Gaver af Norges Konger, lode sig optage i deres Fölge som Skalde eller Hirdmænd, gave Löfter o. s. v., men naar Sagen kom for Althinget fik en enkelt Yttring om, at man ikke burde opoffre Landets nedarvede Frihed og Uafhængighed, det Hele til at strande. Bispestolenes Oprettelse (1056. 1105) og disses Henlæggelse efterhaanden under Erkebispestolene i Hamborg, Lund og Nidaros, havde ingen politisk Betydning for Landet, da Islænderne selv valgte Biskopperne af deres egne Hövdinge-Slægter, og de geistlige Love kom ud under den inden-