den anden Dag "Colonie" af selve Regjeringen, og det træffer sig da saaledes, at Cancelliet i Aaret 1830 er begyndt at kalde det med det förste Navn. Med Stænderinstitutionen indtraadte strax en politisk Dæmring, man blev opmærksom paa Statens Dele og disse bleve opmærksomme paa sig selv, og deres indbyrdes Forhold. Men i Begyndelsen var dette Forhold temmelig uklart, selv hos Regjeringen. Islands Deeltagelse i Stænder-Institutionen blev allerede strax sat under Discussion, og der fremkom Stemmer baade fra dansk og islandsk Side, som gjorde opmærksom paa de historiske og praktiske Grunde som talte for, at Island deels havde Fordring paa, deels ikke kunde have Nytte af andet end en Forsamling i Landet selv[1]. I den Forsamling, som forelöbig var sammenkaldt til at give Betænkning om den hele Plan, skulle de Mænd, som vare tilkaldte især med Hensyn til Islands paatænkte Deeltagelse (Moltke og Finn Magnusen) have yttret sig i samme Retning. Men Kongen havde dengang fast bestemt, at Island ikke kunde bevilges denne Rettighed, og derved maatte det jo blive. Jeg yttrede för, og troet ogsaa i det Foregaaende at have fremstillet temmelig tydelige Pröver paa, at endog Regjeringen ikke i denne Tid havde saa faste eller tydelige Forestillinger om Islands Forhold til de övrige Statsdele, som det havde været at önske, og jeg troer at et Par Fakta fra denne Tid herpaa ville yde et utvetydigt Beviis. I det 1832 trykte Udkast til Forordn. 15. Mai 1834 var det bestemt, at Island skulde have tre Repræsentanter i Forsamlingen for Östifterne, men
- ↑ F. A. Holstein. De danske Provindsialstænders Vasen og Værd. 2. Opl. Kh. 1832. S. l8-19, jevnf. Anmeld. i Maanedsskr. for Literatur VII, 174 ; Jens Möllers Anmeld. af Sibberns Skrift "om Provindsialstænder i Danmark" i Dansk Literaturtidende 1832. Nr. 6-9 (jevnf. Sibberns Skrift S. 89); Baldvin Einarsson, "om de danske Provindsialstænder med Hensyn til Island", jevnf. Dansk Literaturtid. 1832. Nr. 27-28.
