landske Biskops Autoritet, men hverken under Pavens eller Erkebiskoppens. Först i Tidernes Löb, efter at Hierarchiets Magt var befæstet, blev det et af de trædske Midler, som Kong Hakon Hakonsson anvendte til at bringe Islænderne til at erkjende hans Overherredömme, at faae norske Geistlige indtrængte paa begge Bispestolene i Island, for ved deres Indflydelse at demoralisere Landets Hövdinger, og navnlig for at faae Leilighed til at blande sig i alle opkommende Stridigheder. Det var kun paa denne Maade, ved at faae Hövdingerne til at söge Hjelp hos Kongen, deels imod hverandre, deels imod det stedse tiltagende Hierarchie, at der kunde tænkes paa at bringe disse Mænd til at anerkjende Kongens Overherredömme. Men allerede heri, at Kongen i Alt maatte anvende indirekte Midler, eller gaae Krogveie, ligger det, at der ikke kunde være Tale om direkte Tvang, men kun om en frivillig Overeenskomst, bygget deels paa Vedkommendes virkelige eller indbildte Interesse, deels maaskee paa, hvad Nogle i den Tid have anseet som det efter Omstændighederne gavnligste for Island. Forenings-Aktens Slutningsord udtale paa det allerklareste denne Frivillighed: "Vi og Vore Arvinger skulle bevare al Troskab mod Eder, saalænge I og Eders Arvinger overholde mod os Eders Tro, og disse her anförte Forligsbestemmelser, men (vi erklære os for) löste (fra vore Forpligtelser) hvis den, efter de bedste Mænds Skjön, bliver brudt fra Eders Side". — Tillige er det heri udtrykkelig udtalt, at Overeenskomsten er knyttet til Kongen personlig, men ingenlunde til Riget Norge, eller til den norske Stat.
Naar vi nu nærmere betragte Betingelserne i og for sig, saa ville vi see at Island derefter har, hvad man i vore Dage vilde kalde, en fuld constitutionel Frihed og Uafhængighed i dets egne Anliggender, i en Personal-Union
