for at hæve de mest iöinefaldende Misligheder ved nogle af dem, gjöre det kun end mere indlysende, at Grundlaget for denne Organisationsmaade var forfeilet og unaturligt, og at derpaa ikke kunde bygges en tilfredsstillende Ordning af Forholdene. Dette mente Comitéens Flerhed derimod at ville kunne skee, naar de egentlige locale Sager bleve, efter en billig, ikke altfor indskrænket Maalestok, udsondrede og henlagte under en med tilstrækkelig Autoritet udrustet Regjering i Island selv, naar Althinget erholdt lovgivende Myndighed, og en dertil svarende Indflydelse paa Landets Lovgivning og Bestyrelse, naar islandske Rets-Sager kunde finde endelig Afgjörelse i Landet selv, naar en Mand maatte blive beskikket til at varetage Islands Interesser hos Kronen og foredrage for Kongen de Sager, som maa finde Afgjörelse paa allerhöieste Sted, og naar en Repræsentation, valgt af Althinget, kunde deeltage i Forhandlinger af de almindelige Sager, der ere fælles for alle Statsdele. Dette ere Grundtrækkene af den af Majoriteten foreslaaede Organisation, og den staaer formentlig, naar man fordomsfrit betragter den, og ikke underlægger den falske Motiver, i ingen Henseende i nogen Strid med, hvad der kan ansees for praktisk Muligt i og for sig, naar man med sand Interesse fra begge Sider vilde virke til Sagens Fremme. Island bliver derefter ingen Stat, kun en særegen Statsdeel med en paa en frisindet Maade ordnet provindsiel Selvstændighed, og saaledes maa en varig Forbindelse mellem Danmark og Island være indrettet. Naar det er indlysende, som det er her, at en Incorporation er uhensigtsmæssig, fordærvelig, i physisk, politisk, national Henseende umulig, saa maa en paa frisindede Principer grundet Forening være den eneste naturlige.
Den kongelige Kundgjörelse 12. Mai 1852 fremhæver i stærke Udtryk de Punkter, som den islandske Comitées Majoritet havde foreslaaet, navnlig med Hensyn til den lovgivende Myndighed for Althinget i indenlandske Anliggender,
