Side:Om Islands statsretlige forhold.djvu/98

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
96

Skatte- og Udgiftsbevillingsret, Bestyrelse af ansvarlige islandske Mænd o. s. v. og udtaler, at "disse Paastande vare uhjemlede i det bestaaende Retsforhold", men den tager ikke Hensyn til, at det bestaaende Retsforhold var, retlig taget, af unionel eller foederativ Natur, faktisk taget Absolutismen, og at Regjeringen selv havde foreslaaet Oprettelsen af et nyt Retsforhold, hvori den islandske Comité kun havde foreslaaet de Ændringer, som kunde give det en virkelig constitutionel Charakteer, i den samme Aand, hvori Danmarks Grundlov var given, og omtrent svarende til den Stilling, som Island tidligere havde været i Besiddelse af og aldrig frasagt sig, dog med en nærmere Tilknytning til Danmark. At Ordningen af Islands Stilling i Riget i denne Retning vilde være en Sönderlemmelse af det danske Rige, ligger saa fjærnt, at det synes endog ikke at være Regjeringens Mening med Hensyn til de andre Danmark endogsaa nærmere staaende Statsdele, som have erholdt deres særegne ansvarlige Ministre og særegne Forfatninger, og det er heller ikke let at see, hvorledes heri skulde ligge en större Sönderlemmelse end i den nuværende Tilstand, eller hvorledes det skulde blive til "Islands Fordærv"[1], at dets Sager bleve ordnede overeensstemmende med de Principer om Selvregjering, som dog nu af de Fleste ansees for at være de rigtige, navnlig naar Talen er om fjerne Landsdele, og som paa andre Steder havde baaret saa velsignelsesrige Frugter. Det blev iöv-

  1. Dette Udtryk minder om et lignende i Kundgjörelse til Island 9. Mai 1593, hvori Islændernes Petition: at "Enhver maatte tillades at seile til Landet" (til at handle) besvares derhen: at "efterdi det befindes udi mange adskillige Maade at være det ganske Land og menige des Indbyggere til störste Skade og Fordærv, at skulle være hver Mand frit for foruden Vore Pasbreve fornævnte Land (Island) at beseile, hvorfore det ingenlunde kan tillades eller bevilges". M. Ket. II, 166.