85
engang en gammel Bonde blive i høj Grad opirret over en drengeagtig Ytring, der faldt i Anledning af et Tordenskrald. Man forstaar saa godt hvorfor. Man stemmes umiddelbart over for et saadant Indtryk; al Reproduktion er en Unaturlighed paa sligt Sted og dermed en Modbydelighed. Men saa kan man blive saadan ved. Store og smaa Naturindtryk; hvor er Grænsen? Hvadder gælder for de store, maa ogsaa gælde for de smaa. Saa kommer man til, at det overhovedet er naturforhaanende at møde Naturen med andet end Ligeløb, Aabenhed og Selvunderkastelse. Det er ejendommeligt at lægge Mærke til, hvilken medfødt Sans der kan spores hos mange Mennesker i saa Hensseende. Reproduktionens Hjem bliver til alle Tider Stuerne; kommer man ud under aaben Himmel, stemmer Folk Selvtonen ned.
68. Underligt, som Folk leve lidt med sig selv! Der gives
Mennesker, der ikke engang kunne le, uden at de skulle le til nogen.
Latteren har for dem ingen Værd, uden at den drives i Fællesskab.
Det er en økonomisk Fejl. Man skal kunne smaale ved sig selv
uden at sige det til nogen. I det at se til andre ligger noget
tilbagevendende, der afbryder Ligeløbet. Egentlig er denne »Smaaleen
ved sig selv« slet ikke Latter. Den er som et lille Lyn af Strømmen,
idet denne springer fremad. Lad den blive ved at gaa fremad i
Ligeløb! En Lægprædikant talte engang om, at man skulde give
Gud alting. Det var ikke nok at give ham Æren; han skulde have
alting i den Grad, at han fik os selv med. I det Øjeblik En saa
hen til sig selv, gerne vilde gøre sig gældende, frygtede for, at Naboen
skulde løbe ham over Ende som en Ubetydelighed o. s. v., gav han
ikke Gud, hvad Guds er. Det er ejendommeligt at se, hvorledes
denne Grundtanke ikke blot gælder paa det religiøse Omraade, men
gaar igennem hele Livsøkonomien. Læren om Udførsel peger afgjort
hen paa, at et Menneske ikke lever for sig selv. Man har sikkerlig
ikke Lov til at beholde den levende Kraft, man finder i Naturen,
til Kredsning og Selvdannelse efter eget Tykke. Den skal udnyttes,
Arbejdsmængden afgives videre i Ligeløb. Faar man en lille Indtægt,
skal man ikke se til nogen og le den bort. Naar Synet af Sneflokke,
der falde skraat ned forbi den mørke Skov en Frostdag, fylder Dig
med stille Bevægelse, saa maa Du ikke bruge denne Bevægelse til
at leve selv for. Den skal gaa videre i Ligeløb. Om Du vil sige,
