Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/22

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

6

Bevægelsesmængden er Betingelse for Bevidsthedsdannelse. Løber Strømmen lige igennem En, mærker man ikke noget til den, der bliver ikke mere Bevidsthed end i et fysisk Apparat. Den skal have Tid til at gøre Ophold i En paa en bestemt Maade, til at foretage visse Vendinger, udføre visse Virkninger. Men Betingelsen derfor er, at der lukkes af for den paa passende Maade, at den opholdes paa Vejen. Det er denne Aflukning, man ikke havde i Orden ved Refleksbevægelsen. Saa smuttede det hele igennem En, uden at man vidste af det.

I de anførte blandede Eksempler træder Ubevidstheden i tilsvarende Grad mere udvisket frem, men spores dog overalt. Vi minde saaledes om den Maskinmæssighed, der saa stærk traadte frem hos Ligeløbsmennesket og bragte os til at tænke paa et fysisk Apparat, om hvorledes Samtalen i Skoven, Dansen og de tilfældige Tanker (Eks. 2—4) alle havde en selvforglemmende Virkning (forkortede Tiden), om hvorledes man kan glemme sig selv ved Arbejde, der gaar rask fra Haanden (Eks. 6), kan blive fuldstændig borte i en dyb Tænkning etc.

Endnu tydeligere træder dog Forholdet frem i følgende nye Eksempler:

10. En Gymnastiker staar og skal springe over en Hest. Mens han venter paa Kommandoraabet, gennemlever han ligesom i Tanken hele Springet. Han føler, at han vil kunne gøre det, og med det samme føler han sig selv, er sig bevidst. Det er, som om han lader en Strøm af Bevægelsesmængde løbe lige tæt ned ved Udførselsstedet, saa tæt, at der kun mangler en Ubetydelighed i, at Foden skal flytte sig — ja somme Tider flytter den sig en lille Smule —; men lukket op er der dog ikke, Strømmen maa vende tilbage. Der er ingen Aabenhed, men Bevidsthed. Først idet Raabet lyder, lukker han op, og i samme Nu begynder Udførselen. Men i samme Øjeblik synker Bevidstheden. Det er, som om han lagde sit Selv, ja hele Tilværelsen til Side i Ligeløbet — der er ikke Raad til slige Overflødigheder. Mens han befinder sig i Luften, er han egentlig borte, har overgivet »sig« til Naturkræfternes Gang. Han bliver sig først igen bevidst, naar Kravet til Udførsel er ophørt, naar han efter at have genfundet sine Lemmer i al Ro kan vende sig om imod Tilskuerne.


11. Det selvsamme Forhold ville vi se gentage sig ved alle stærkt optagende Begivenheder. I Slagets Tummel og under store