Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/25

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

9

Øjeblik falder hende ind at tænke paa sig selv. Det er Ligeløb med Tilbagetræden af Selvet.

Noget lignende gælder

18. Religion. Den har sine lukkede Former med Mangel paa Forstaaelse, Intolerance, Selvbevidsthed og Selvtilfredshed. Men hvor virkelig Aabenhed findes, gaar Strømmen paa sin egen Maade den lige Vej med en Nedlæggelse af Selvet, der ikke findes andetsteds.


19. Naturen har altid en aabnende Indflydelse paa Sindet, stemmer En til Ligeløb. Den store hvælvede Himmel, denne Uendelighed af Aabenhed til alle Sider lader Strømmen fare lige ud uden mindste Reserve. Sammen med dette ejendommelige Ligeløb ville vi altid finde ringe Selvdannelse. Der er faa Steder, hvor man føler sig saa lille som i Naturen. Naturen optager »os«. Selvet bliver borte.

Et Par Naturskildringer af Turgenjéw kan tjene til Oplysning:

»Intetsteds saa man en hvidmalet Kirke eller en blomstrende Mark — overalt stod Træ ved Træ, overalt steg takkede Toppe op i Luften, og ovenover svævede der en du sørgmodig Taage, som evigt tilslører denne Skovregion. Store hvide Skyer droge stille forbi højt oppe i Luften. Synet af Skovregionen erindrer om Havet; den samme jomfruelige Urkraft breder sig vildt og vældigt for den betragtendes Øje. Skoven er blot mere ensformig, mere melankolsk, især er der over Fyrreskoven et bestandigt eet og det samme og en næsten lydløs Stilhed. Havet truer og smigrer, det antager alle Farver, taler i alle Stemmer. Over den uforanderlige, mørke Naaleskov er der enten en vranten Tavshed, eller der lyder dumpe Hyl, og Synet af den gør Bevidstheden om vor egen Intethed mere levende, mere uimodstaaelig. Mennesket — dette Døgnvæsen, født igaar og dømt til allerede at dø imorgen — har svært ved at udholde den evige Isis' Blik, der koldt og deltagelsesløst er rettet paa ham; det er ikke blot Ungdommens dristige Haab og højtflyvende Drømme, der blive ydmygede og udslukkes i ham ved Elementærmagternes isnende Aande; hele hans Sjæl trækker sig angst og bøjet tilbage i sig selv; han føler, at den sidste af hans Brødre kunde forsvinde fra Jordens Overflade, uden at saa meget som en Fyrrenaal paa hine Grene sitrede derved; — han føler sin Ensomhed, sin Svaghed, sin Afhængighed af Tilfældet, og med hemmelig Rædsel skynder han sig tilbage til Livets smaa Sørger og Sysler: i denne Verden, som han