11
taale flere Indtryk. Man kan ikke begribe, hvorledes de tørre Græsstraa ude paa Gærdet kunne holde ud at lade sig piske længere af Vinden, eller hvor det store Træ ved Vejen kan holde ud at staa og se længere ud over den ensformige, nøgne og frosne Mark. Al Ens indre levende Kraft er løbet ud. Et besynderligt Fænomen! Hvor er den løbet hen?
Det er ikke til at tage fejl af, at vi i Naturen have at gøre med en stærk aandelig Udførsel(Aabenhed, Ligeløb) i Følge med ringe Selvudvikling.
Naar man ser paa en Eksempelrække som ovenstaaende, kan man faa en pirrende Følelse af en Aarsagssammenhæng, man er lige ved at faa fat i, er saa snublende nær ved, at der ligesom kun synes at mangle et eneste Ord. Men dette Ord kan man stadig ikke komme efter. Ved nærmere Eftertanke er det ikke saa underligt. Tingen er den, at Eksempler som 9 (Refleksbevægelserne) eller 14 (Styrtebadet) nok kunne give os en levende Følelse af, at Bevidsthed er betinget af en vis Opstilling af Livsstrømmen, en bestemt Strømform; men at vi med alt det dog ikke kende denne Form, i Virkeligheden slet ikke vide, hvad Bevidsthed er, og at det jo dog er for meget at forlange, at vi skulde kunne forstaa, hvorfor Ligeløb ikke egner sig til at frembringe noget, vi ikke vide, hvad er. Der maa nødvendig blive et Hul. Som der blev sagt straks ved første Omtale af denne Egenskab (Pag. 5), maa vi indtil videre lade den teoretiske Forstaaelse fare og nøjes med at betragte det som en Erfaringssag, at Ligeløb nu engang ikke er selvdannende.
Men ere vi nu ogsaa sikre paa den Erfaring? Det er jo dog kun en Række Eksempler. Kan man ikke finde andre Eksempler, hvori Ligeløbet optræder sammen med Selvfølelse?
Ja her støde vi paa et ejendommeligt Forhold. Somme Tider kan der dukke noget op, som man synes maa kaldes Selv og dog ikke Selv, noget, som man synes kunde fortjene Navn af Ens allermest egentlig Jeg, og som dog staar i absolut Modsætning til det Personlighedsbegreb, vi til daglig knytte til Ordene Selv og Bevidsthed. Det kan i enkelte Øjeblikke komme En for,
