Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/29

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

13

Liv, vi ikke raade over; men hvis Resultater mere gives os end vi tage dem.

Det er fra Slægtskabet med dette ubevidste Liv, at Ligeløbet henter den sidste Hovedegenskab, vi skulle nævne:

4) en vis Evne til at frembringe nye Ting i Sjælen (sjælelig Spireevne, Mulighedsværdi).

Belysningen af dette Forhold skal jeg dog ikke komme ind paa her, da det er behandlet andetsteds (»Om størst Udbytte af Sjælsevner« 1881), og jeg er nødsaget til at benytte mig af enhver mulig Forkortelse.

Nødvendigere er det, at vi nu gaa over til et Spørgsmaal, der allerede flere Gange i det foregaaende har meldt sig, hvor den levende Kraft gaar hen ved Udførselen.

Udførsel af Arbejdsmængde kende vi allerede fra det rent legemlige Liv i to Hovedformer: Subjektiv og objektiv Udførsel.

Den subjektive Udførsel er den, hvorved der udrettes et indre Arbejde.

Det kan enten være til

a) Organisation, saaledes som naar der forbruges Arbejdsmængde til Dannelsen af en Knokkel — i saadanne Tilfælde bindes Arbejdsmængden for bestandig — eller til

b) midlertidig Oplagring (Magasinering), som Tilfældet f. Eks. er under Hvilen, hvorved Arbejdsmængde akkumuleres i Vævene. Man kan sige, at de to Tilfælde egentlig ikke behøve at adskilles, idet Akkumuleringen ikke kan finde Sted uden en vis Organisation; men det er dog Organisation af en løsere Art, idet Arbejdsmængden kan gives ud straks igen. Udførselen er af en mindre egentlig Art end den under a) nævnte; det er, som naar vi i vore Regnskabsbøger opføre »indsat i Sparekassen« som en Udgift.

Objektiv Udførsel er den, hvorved der udrettes et ydre Arbejde, altsaa virkelig bortgaar Arbejdsmængde af Legemet, som naar vi skyde bag paa en Vogn, afkøles (opvarme Omgivelserne) eller lignende.