Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/31

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

15

hvorved et Menneske kan have en Følelse, som om der skete en Udaanding af Arbejdsmængde paa Hjernen, der derefter kan føle sig styrket og kvæget ganske som Legemet efter Hvilen.

Eller Rekreationen en Teateraften, hvor det forøvrigt ikke blot er Hjernen, der modtager Næring; men hvor man kan have en Følelse, som om ogsaa Legemet undergik en total Forandring, som om alle Muskler og Væv bleve udpolstrede med Næring. Et Eksempel som dette kan ikke undlade at henlede vor Opmærksomhed paa den inderlige Sammenhæng og Overgang, der er imellem det legemlige og sjælelige, et Forhold, der saa meget mere gør det venteligt, at Virksomhederne begge Steder kunne vise sig at være analoge.

Udførselen til Akkumulation, den være sig legemlig eller sjælelig — det kan egentlig være os ganske ligegyldigt — spiller en Hovedrolle i Økonomilæren. Det er den, hvorved vi for en stor Del regulere Gangen af hele vort Maskineri. Vi modtage jo ikke saaledes uophørlig Tilgang af Arbejdsmængde, at vi stadig kunne give ud, hvad Øjeblikket tilfører. Stundom stilles der de allerstørste Krav til os paa Tider, hvor Tilgangen er allermindst. Saa tære vi paa Forraadene i Hjerne og Legeme, indtil de ere tømte (Træthed), for bagefter igen at fylde dem ved Hvilen.

Det der altsaa kun bliver tilbage, er Paapegelsen af objektiv Udførsel ved Hjernearbejde, Spørgsmaalet om, hvorvidt Hjernen kan udføre et ydre Arbejde, hvorvidt der gives Hjernevirksomhed, der medfører virkelig Bortgang af levende Kraft fra Organismen.

Der lader sig fremføre ikke mindre end to Beviser, der, følgende hver sin Vej, mødes i det fælles Enderesultat, at en slig objektiv Hjerneudførsel ikke blot er mulig; men at den i hvert Øjebik af vort Liv finder Sted i udstrakt Maalestok, ja i visse Tilfælde udgør vor Hovedvirksomhed.

Det første Bevis støtter sig paa den Iagttagelse, at betydelig Udførsel af levende Kraft er mulig ved en Spænding, der nærmer sig til Nul.