23
paa fast Fang, hvori man ligesom slipper til alle Sider, forlader det konkrete til alle Sider, spille en stor Rolle i den sjælelige Verden. Lad os se nogle Eksempler:
21. Naar man staar ved sit Vindue og ser paa Sneens stille
Bevægelse igennem Luften forbi Genbohusets røde Mur nedad imod
Jorden, stadig eet og det samme i hypnotisk Ensformighed, stundom
en lille snirklende Bevægelse, som om nogle Fnug vilde prøve paa
at gaa tilbage, saa igen det samme; naar man ser denne Ro og
Stilhed, føres man ud af Tiden. Det kan være, at Tanken glider
hen i en bred Betragtning af store Tidsafsnit, som man synes tegner
sig i dette, Tider, der ligesom fare forbi og skrive sig i Luften —
man ved snart ikke ret, om det er gamle, der gik, eller nye, der
skulle komme — eller det kan være, at Snefaldet gennem Buskenes
Grene forbi mørke Stammer fører Tanken ud i Naturen til de store
Arealer derude paa Sletten med Skov og nøgen Vildhed; men aller
hyppigst vil det dog vel være saaledes, at man tænker paa slet
ingen Ting. Det er, som om Tankerne, trætte af at vende sig imod
noget, drev med Sneflokkene under deres Leg i Luften, hvilede sig
i Intetheden, og der følte sig som hjemme. Man staar og ser ud,
som om man opmærksomt betragtede noget langt ude — og egentlig
er der ikke den bitterste Tanke i Ens Hoved. Det er vanskeligt at
begribe, hvad man staar der efter; men vender man sig om og gaar
hen til Arbejdsbordet, saa er der noget, der steder En tilbage, og
uvilkaarlig kommer man atter hen til Vinduet. Det er, som om
man saa noget i denne Intethed, ja underlig nok saa overordentlig
meget.
22. Med Intetfanget ved Snevejr har jeg altid tænkt mig, det
hang saaledes sammen, at disse Sværme af hvide Bier, der opfylde
Luften, Hytte Tanken bort fra Genstandene ud i Luften, hvor Intet
er. Lige saa kan det være med Lyd, f. Eks. Lyden af en
Klokke. Jeg mindes en Aften, den lille Klokke ringede ud af
Frederiksberg Have: Ding, ding, ding. Jeg var gnaven til Sinds,
melankolsk over Mangelen paa Frihed, gik og tænkte paa, hvor
trælsom dog Vejen er her hjemme for Enhver, der vil frem med lidt
Nyt, hvorledes han i alt er henvist til at hjælpe sig selv, ja tvungen
af Forholdene tit ligefrem ikke kan faa Lov til at arbejde. Jeg brød
