Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/40

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

24

mig ikke mere noget om det hele og gik hen ad Vejen uden Vilje, uden Ønsker. Havde jeg bedt den lille Klokke om at ringe? Men den blev ved at tone ud i Luften, ind imod det sidste blaalige Skær af Dagen, der endnu saas i Vest hen over de mørke Trætoppe. Hvor kunde det være lige meget med det altsammen! Og saaledes gik Livet. Alligevel kom man efterhaanden til at lytte. Hvor der er en sidste Fred i saadan en lille Klokke! Den knytter Tanken til sig, alt som Lyden runger ud i Luften. Det er, som om man fornam, hvorledes den bredte sig ud deroppe, som den lille venlige Malmklang tog En med sig ud i Rummet. Saa holder den op lige med et, og saa er man uden at tænke paa det ude i Intet. Det sidste Slag bliver ved at klinge for En. Hvor lød det smukt! Saa mildt, lidt svagere end de andre og dog vægtigere. Det lød, som om noget sluttede af med et venligt Ord tilsidst og sov ind. Nu kom jo ogsaa Natten. Det stod for mig, da jeg kom hjem og sad ved mit Arbejde, mens det susede koldt udenfor under Vindueskarmene, at der er noget ved Begrebet Intet, der luner Sjælen. Helt paradokst kan det komme En for, at der er mere i Intet end i alt Noget tilsammen.


23. Vinteren er Intetfangets Tid. Alt har trukket sig tilbage eller er forgaaet. Paa den haarde, frosne Jord, der hist og her er fejet har for Sne af Vinden, er der kun Tegn paa Kulde og Tilintetgørelse, og den bløde Luning, man kommer ind i ved Sneen, er Intethedens. Fodtrinene blive borte, Genstandene blive borte. Naar det i Frastand suser i de høje Trætoppe, er det, som om Naturen derigennem vilde sige: »Her er intet for Dig«. Søvndysset af Sneen taber Lyden sig jevnt hen i Intet. Det suser op, som om Kronerne vilde fortælle en hel Mængde om de frosne Grene og den bidende Vind; men saa er det, som om de betænkte sig — det kan være det samme; saa taber Lyden sig, bliver svagere og svagere, indtil ganske Intet. Men besynderligt, at alt som Lyden taber sig uden om En, blive indre Stemmer stærkere. Man kan gaa uden at lægge Mærke til, hvor stille der er rundt omkring; man synes, der siges saa meget. Det er Intethedens Sprog — dette rige Sprog.


24. En Dag i Oktober var det et ilde Vejr med Blæst og truende Skyer, mørkt og trist. Men regnede gjorde det just ikke,