27
ud derinde, om Pigen er oppe, om der er gjort rent, rullet op, eller hvad det nu kan være. Men idet Du ser derind, falder der et Ubehag over Dig, og Du trækker Blikket tilbage, ganske som en Snegl kan trække sine Følehorn til sig efter en ubehagelig Berøring. Hvad var det? Det forekom Dig overhovedet saa ubehageligt at føle Interesse. Hvor det er et ringe Ord, det Ord Interesse! Det er, som om Du følte Dig for aristokratisk til at nære Interesse, til at lade Dig tilskynde af Stole, Borde og Omgivelser. At man et Øjeblik kan være betinget af Sligt! Hvor det forekommer Dig modbydeligt med denne stadige Interesse, Menneskene løbe omkring med. Med sælsom Hvile og Fred dvæler Du ved Tanken om hin første Historie, da der ingen Interesser var til endnu. Hvad skulde dette lave Begreb blive til for? Derfor kunde der jo godt være Liv. Hvor kunne Indtryk være dejlige uden Interesse: Ælmebuskene derude med de lange, stride Grene med Blade til begge Sider, som om det var bondefødte Palmer, Morgensolen, Indtrykkene fra Vogne og Færdsel, det kolde Vand paa Hovedet — hvor det er dejligt altsammen, naar man blot møder det uden Interesse. Hvor kunde Livet være en prægtig Tilværelse uden dette Begreb. Blomster nyde Luften, Solen og Vandet, men de have sikkert ingen Interesse. Kommer det altsammen, saa er det godt, kommer det ikke, og gaar Blomsten til Grunde, saa er det ogsaa godt. Ja saaledes er just Din egen Stemning i Øjeblikket. Men Du ved paa Forhaand, at det ikke vil vare længe, at det ikke vil vare 5 Minutter, før Interessen vil melde sig. Blot det lyder bagved Dig: »Aah, Fatter! Træk det Rullegardin op«, saa bringes Begrebet til Dig. Halværgerlig tænker Du ved Dig selv: »Gud ved, hvad nu det skulde op for. hvorfor man ikke lige saa godt kunde have det, som det hang — det kan jo være lige meget, hvordan det sidder«, — det hjælper ikke; Livet kommer til Dig med sine Krav, og Interesse bliver puttet ind i Dig, Din egen eller andres, det faar omtrent samme Virkning. Det er en egen snørende Fornemmelse at skulle til at ase med Livet igen. Der kommer en Træthed over Dig, som Du tænker Dig, en Hest maa føle, naar man bringer den Seletøjet. Morgenstunden er paa en besynderlig Maade ud over det daglige. Saa længe man ligger og lytter, er man endnu uden for Dagen. Tit kunde det ske, at Du med Behag laa og hørte efter en lille Klokke, der blev ved at ringe et Steds ovre paa Holmen, der ovre ad, hvor Solen er i Færd at staa op i sin Farve-
