28
pragt, Det har ingen Hast; Tiden er endnu ikke begyndt. Det er adelige Øjeblikke i Sjælen og dog lige let tilgængelige for enhver Skabning paa Jorden. Det er, som om der var to Slags Liv til i Verden: det daglige, som man lever mest, og et uden for Tiden liggende.
Intetfanget spiller, som det vil ses, altid paa den Streng
at forlade, at lægge det nærværende fra sig. Stundom er det
med en mere eller mindre tydelig udpræget Følelse af
Anstrængelse. Saaledes i følgende Eksempel:
27. Jeg havde været til Bal, og en rask Dansemelodi klang
for mine Øren, da jeg gik min Morgentur. Pludselig mindedes jeg
Tante Lenes fornærmede Mine i Anledning af den unge Student, der
blev lidt for kaad, og den stikne Frues bidende Bemærkninger. Pyh!
Jeg har aldrig været nogen passioneret Ynder af Bal; men naar der
kommer slige Stænk af »Alvor« deri, faar jeg en Fornemmelse, som
om jeg var reden af en Mare. Hvor græsselig fattigt bliver ikke det
hele, naar det ikke kan tages som Leg. Man kan ikke tænke
sig, at Selskabelighed af den eller lignende Art kan betragtes for
andet end Spøg. Ved at mærke Alvor bliver man ganske forbavset.
Der er vel i Virkeligheden næppe noget, der saaledes udpeger
aandeligt Lavmaal, som dette at tage for Alvor, hvad der burde være Leg.
Dette her var ligefrem pinligt at tænke paa i den friske
Morgenstund; det var, som om der var bleven siddende noget udenpaa En.
Og alt imens vedblev denne afskyelige Melodi at klinge for Ørene
som en Haanlatter. Man havde jo været med. Bare blot den
Melodi vilde gaa væk! Men det er utroligt, hvor paahængende Toner
kunne være. Det drillede mig, saa det ordentlig smertede, dette
Di .. di .. de rit .. dit, indtil jeg tilsidst blev saa forbitret,
at jeg i Tankerne med en voldsom Kraftanstrængelse slængte det
hele fra mig, Selskabstone, Dansemelodi, Alvoren og det hele ud i
Himmelrummet: »Hvad har jeg med Eders Livssyn at gøre? Skal
gaa og plages her med Eders .... Drik selv Eders Mikstur!«
Ah, hvor det lettede! Livet lysnede ligesom paany, Dansemelodien
var borte, Tante Lene blæst væk. Hvor kunde det jo i
Virkeligheden ogsaa være mig ligegyldigt! Jeg havde jo ikke det mindste
med alt dette Stads at gøre, nærede ingen Agtelse derfor og var
