30
i Retning ad Mælkevejen, slutter med at sige: »Og sandelig! naar man saa op paa den, var det En, som havde man selv en utydelig Fornemmelse af Jordens rivende, ustanselige Flugt«. Det havde sat mig i denne ejendommelige, ligesom sitrende Stemning, der kan komme frem, naar noget griber En, en Stemning, som kan holde sig længe. Denne Stemning blev kombineret med en anden: Jeg kom for sildig et Sted, fik Ubehageligheder og blev ked af Livet paa den Maade, man kan blive det ved mindre Fataliteter. Det gav en underlig sammenrodet Sjælstilstand. Man gad ikke tænke mere paa hin Skildring, og dog gjorde den sig ubevidst gældende midt under det hele. En underlig Overgang syntes at være i alt. Det var ved Teatertid. Folk stormede ind og smækkede med Dørene. De skulde se »Don Juan«, Mørket begyndte at falde paa med sin blaagraa Overgangstone i Belysningen. Jeg kom forbi en Bod, hvor der solgtes Mel, Gryn og Lampeglas — det var sært med de Lampeglas, dog det sælger vel forresten alle Urtekræmmere. Egentlig var jeg underlig langt fra det, jeg tænkte paa, lagde først ret Mærke til, hvor jeg var, da jeg naaede Frue Plads og saa Kirken afbilde sig som en høj mørk Masse paa den endnu svagt lysende Himmel i Vest. Der var kommen flere Stjerner frem. En stor en blev ved at følge med, alt som jeg skraaede over imod Universitetet hen over Tagryggen paa Kirken, som om den styrede lige paa Taarnet. Jeg blev staaende et Øjeblik, inden jeg gik ind. En dejlig Aften! det var, som om en fin Sitring opfyldte Luften. Man kunde deroppe lige skimte ti Minutter over Syv paa Uret; men det var ikke ved Lygtelyset. Det var tydeligt, at Taarnet omme paa den Side, saa højt oppe, endnu fangede en Rest af Dagslyset i Vest, mens det forneden udelukkende var Lygterne, som regerede. Besynderligt! Hvor pegede dette fine Skær ud fra Jorden ligesom Turgénjews Skildring. Der kan være Øjeblikke, hvori et Menneske føler sig som en Plante over for omværende Indflydelser. Planten ser ikke Solen, der varmer, eller Skyen, der regner, men den mærker noget omkring sig, der gør den godt, drejer sine Blomster og aabner sig derimod.
Der kunde anføres en Mængde Eksempler af denne Art,
Eksempler, i hvilke vor naturlige Følelse giver os ligesom en
Anelse om noget omkring os, hvori vi leve og slaa vore Rødder;
