34
ning, er saa naturstemmende, at man i første Øjeblik ikke kan finde noget mærkeligt deri. Det vilde, synes man, være mærkeligt, om det var anderledes, om vi i en Natur, der ellers udgør en sammenhængende Kæde, hvori ethvert Led tjener det hele, skulde gaa omkring og kun tjene os selv. Enhver Celle maa producere og yde. Hvorfor skulde vi ikke gøre det samme? Vi se, hvorledes vore egne Celler ved deres Virksomhed opbygge os. Hvor rimeligt, at vi selv maa tjene.
Men ved nærmere Eftersyn fører denne objektive Udførsel til Konsekvenser, der kunne give vor Tanke nok at bestille. Lad os rigtig klare os, hvad det egentlig vil sige. Naar Du i hint Eksempel med Taarnet (Eks. 28) staar og ser paa Aftenstemningen, saa skal der gaa en levende Kraft ud i Rummet, som ikke vender tilbage. Du lægger et lille Myreæg derude. Hvor det bliver af, og om Du skal se det mere, ved Du ikke; men foreløbig giver Du Afkald derpaa. Besynderligt! Uvilkaarlig udbryder man: »Det kan jeg ikke tro.« Man glemmer, at her ikke er Tale om at tro eller ikke tro; men om hvorvidt et Bevis er rigtigt eller ikke.
Og naar vi færdes ude i den »frie« Natur og lægge Mærke til, hvorledes det ikke saa meget er det, vi høre og se, der optager os, men noget uden for Tingene staaende, ikke saa meget de grønne Træer og det blaa Hav, ja ikke engang de hvide Skyer, som noget ubekendt ud over det hele liggende, hvorimod Sjælen aabner sig, og hvorpaa den udfører sit fulde Arbejde, hvorledes man har en Følelse af ligesom at vejres hen i Rummet, og der netop ligger en egen Henrykkelse ved denne Ubegrænsning, saa skulde vi her staa lige foran det, hvortil Leverancen ydes, og hvortil alle tidligere Slægters levende Kraft er gaaet. Kan det være rigtigt?
Ja, Konsekvenserne kunne gøre os ganske betænkelige. Vi tro, at vi ere noget for os selv og gaa omkring her, uden at nogen kan se, hvad vi tænke og føle. Det behøver da slet ikke at være Tilfældet. Se vi hen til, hvorledes den Udførsel af
