39
lad os se videre, hvori denne Besindelse eller Fatning egentlig bestaar.
At der sker en vis Tilbagevending til Sagen, en Genbrug af vedkommende Baner, kan ikke være Tvivl underkastet. Det kunne vi ligefrem mærke. En saadan Genbrug af Baner kendes saa godt fra Erindring; men medens der ved al Erindring er et vist Tidsforløb imellem Indtrykket og dets Genkaldelse, saa sker Genkaldelsen her i samme Nu. Man husker i det samme, man ser, eller dog i det konsekutive Tidselement.
Hvorledes kan det nu gaa til, at Manden ved denne forenede Huskning og Betragtning kan opnaa en forøget Klarhed i Opfattelsen af det sete? Ja, det er jo da i Grunden let at forstaa. Han oplever jo paa den Maade Indtrykket to, flere, ja maaske uendelig mange Gange efter hinanden. Det maa nødvendig give en forøget Virkning. Naar Strømmen ikke nøjes med at løbe een Gang igennem en Bane, men ligesom Tordenskjolds Soldater ad en Omvej kommer tilbage til den samme Gade og gaar en Gang rundt til, forstærket af den nye tilkomne Indførsel, maa der nødvendig opnaas forøget Strømstyrke og tilsvarende forøget Virkning. Ved Tilbagevendingen vindes simpelt hen den Arbejdsmængde, der før udførtes. I Stedet for at den før gik bort fra Organismen, vender den nu tilbage og deltager i Arbejdet. Det maa hjælpe.
Antagelsen af en saadan Kredsgang af Strømmen (Hvirvel) stemmer godt med den tilbagevendende Opfattelses hele kontinuerte Natur. Egentlig er en kontinuerlig Virkning noget, der bør forundre os. Et Indtryk er efter sin Natur ikke noget, der saaledes kan vare igennem et vist Tidsrum. Det er ligesom et Stød momentant. Og saaledes er jo ogsaa Virkningen af den enkelte Ligeløbsstrøm. Mens Manden gaar »i Tanker«, ere alle Indtryk momentane (forbigaaende). I et enkelt Sekund ser han noget af et Hegn, i det næste er det igen borte — huskes ikke. Indtryk dukke op og ere borte med det samme. I og for sig er det ejendommeligt, at der overhovedet ad nogen Vej
