Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/72

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

56

andet for, end at den sidste Appel altid saaledes maa rettes til Læserens Selvsyn. De sidste fine Spidser, som Forfatteren i sin Ubehændighed har brækket, maa Læseren selv rette op. Det er for i øvrigt noget, en Læser saa udmærket kan gøre, ja som man egentlig er berettiget til at fordre af en god Læser, at han skal gøre, Det er først ved slig endelig Afpudsning, at Læseren optager Sagen iblandt sine aandelige Ejendele. Først naar en Læser er kommen saa vidt, at han kan udbryde: »Ja, nu ser jeg nok, hvad Forfatteren mener; men han siger det ikke godt, han fortegner det helt, siger noget andet, end han mener,« først da foreligger der en virkelig Forstaaelse. Fra det Øjeblik af er Forfatteren overflødig og maa helst gaa med sine Værker; thi nu er det ikke nok, at de ikke mere behøves; men de kunne gøre Skade ved deres Mangler. Læseren ved nu bedre Besked, end Bogen kan give.

Der blev sagt om en bekendt Forsker, at han var lige ved at naa Maalet, at der ligesom kun manglede en ganske lille Smule — den sidste Smule, som det imidlertid er saa vanskeligt at faa med. Det kommer an paa, om det overhovedet er muligt at faa samme »sidste Smule« med, naar Talen er om noget nyt, som Hjernerne ikke ere passede til for endnu, og om Fejlen, hvor det mislykkes, saa meget ligger hos vedkommende Forfatter som hos Læseren. Der gives Ting, som Læseren ikke kan faa serveret til Kaffe og Cigar i en magelig Lænestol; men hvorom det hedder: »Vil Du med, saa maa Du virke«. De sidste Spidser, hvori Tilegnelsen ligger, kan egentlig kun Læseren selv rejse. Man kan ikke leve Livet for ham. Det maa han selv gøre.

Men for at naa til dette Selvsyn tror jeg, at der maa stødes til Læserens Selvvirksomhed ved en Art aandelig Botanisering. Han maa omgaas Kildeskrifterne, de upræparerede Originaler, han maa have Lejlighed til at tænke over en Række Tilfælde, hvis Indstilling i Systemet endnu ikke er forsøgt, Tilfælde, hvori man taler om Fænomenet for Fænomenets egen Skyld, ikke for noget Systems Skyld. Kun det kan kalde den Selvundervisning