57
frem (Naturselvet), uden hvilken man aldrig kan komme til at eje en Sag levende.
Nu er det dog ingenlunde Meningen, at jeg vil bringe en hel botanisk Have ind og lægge den foran Læseren. Det har jeg ikke Lejlighed til. Men jeg elsker denne Botanisering — Undervisning af denne Art burde altid indtage en Hovedplads — og jeg vilde gerne, at der i hvert Fald i et Afsnit skulde holdes Plads aaben for slig Syssel. Vinder jeg nogensinde Tid til at komme tilbage til disse Ting, skal det være for at fortsætte og udvide dette Afsnit.[1] Det er alene i denne Form, at Undervisning for »viderekomne« kan og bør meddeles.
Med disse indledende Bemærkninger skal jeg uden anden Kommentar end nu og da en henstillende Bemærkning gaa over til at forestille Læseren en Række spredte Smaaeksempler, som enhver har eller vil have kunnet opleve, og hvis korrekte Fremstilling enhver altsaa vil være i Stand til at kontrollere.
55. Der laa et Nummer af »Illustreret Tidende« paa Bordet
med et Billede: »Nytaarsaften udenfor Skovløberhuset«. Et meget
pænt Billede, hvori man øjeblikkelig fik fat i den Stemning, Tegneren
tilsigtede at fremkalde. Er det nu en Fejl ved et Billede? Saa
meget er vist, at der var noget, der stødte mig i dette, at man
straks kunde se Meningen. Der er noget ved al Hensigt, der gør
En forstemt.
Næste Aften var det Snevejr. Hele Alleen var dækket med Sne, Fliserne skilte sig ikke ud fra den øvrige Vejbane; det hele blev til en stor Brede, som det syntes af meget større Udstrækning end ellers. Det er mageløst, med hvilken Fart Tanken kan løbe hen over en Sneflade. Der er intet, der standser den. Ellers skal den standse lidt ved hver lille Genstand, hver Sten, hvert Græsstraa, ligesom slaa en lille Hvirvel om hver — det sinker og gør Løbet saa tungt. Her er alt glattet ud, saa at den løber som paa Ski. Det
- ↑ Det er af Hensyn til denne for øvrigt lidet sandsynlige Mulighed, at Afhandlingen er mærket: "Hæfte A".
