Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/76

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

60

mindre og mindre. Se den Aftenlysning der paa Billedet; med den har man at gøre. Det er, som om den gik langt ud over det nærværende, bort fra Tiden og Øjeblikket, som om den hang der paa Væggen og levede sit eget Liv uden at bekymre sig om Mennesker. Den tykke lille hvide Sky dér — hvor er den nydelig! Ih! Men det var jo den, jeg før ikke gad se paa. Hvordan kunde det være? Jeg maa ikke ret have lagt Mærke til den. Og se nu der! Hvilken sælsom Frihed for Sindet ligger der ikke i de lange fine Slørskyer ud over det blaa Hav og de gamle Ruiner fra Tider, hvorom man vistnok slet ikke gør sig nogen ret Forestilling! Den Kyst kan jeg godt lide — vistnok fra Capri eller saadan et Sted — blaa Bjærge i Baggrunden — det er, som om man hørte Bølgerne skylle imod Land. — En gammel Mutter med sin Kop Kaffe! — Nej se, hvor det Maanelys der spiller koket i Andemaden! Og saa det gamle Hus fra 1848, hvor de køre i Holstenskvogn. Ak ja! Det var andre Tider end dem, vi nu har. Men se, se! Det var jo det Billede, der for lidt siden irriterede mig saa stærkt, Hvordan kunde dog det være? Man ligesom forbavsedes over at se Tingene fra en ny Side, mærkede ikke, at den gamle Bevægelse fra Fortiden paany havde listet sig ind i Sindet, ikke som Opkog af gamle Erindringer, men som et selvgyldigt Øjebliksliv. Nu gik man aaben imod Tingene, før mødte man dem lukket. Det giver den Forskel i Verdens Udseende.

Men da jeg kom ud og gik hjem over Kongens Nytorv, var det helt mærkeligt, som Træer, Huse og Brolægning saa forandrede ud — saa lyse, friske og rene i Konturerne! Det forekom mig, at jeg saa et meget større Stykke af Torvet, end jeg ellers plejede at kunne rumme i et Synsfeldt; det hele syntes mig mere at ligne et Maleri end Virkelighed. Det kunde ordentlig vække min Opmærksomhed, at disse Figurer her rørte sig; det kunde de ikke paa Billederne. — Paa Østergade mødte jeg en pæn Mand, hvem det var nødvendigt at give en tilsvarende Hilsen. Det var modbydeligt. Nu mærkede jeg først, at jeg var kommen ud i det daglige Liv igen.


57. En mørk Vinteraften i Fygevejr gik jeg op og ned ad Gulvet i Ventesalen paa en lille Landstation imellem Slagelse og Næstved ventende paa Toget. Dengang vi kom kørende, kunde vi langt ude fra Vejen se Lyset fra Stationen skinne med imponerende Fylde. Man forstod straks, at det ikke var Lys fra et Hus-