61
mandsvindue; men at det var et Kulturfænomen. Nu, vi vare komne her, var Indtrykket ikke saa mægtigt, navnlig ikke i Ventesalen. En Petroleumslampe kastede et alt andet end stærkt Skær over det kedelige Stationsbohave og over de vaade Spor af Snestøvler paa Gulvet; henne ved Døren havde der efterhaanden dannet sig en fuldstændig Sø. Jeg gik i Staa ved Glasdøren ud til Banen. Hvor det var indholdsløst det hele! Udenfor Stationen var der vistnok til den Side nøgen Mark; men man kunde ikke se det i Mørket. Der var aldeles sort at se ud. Vinden bar lige paa, og det susede i Dørsprækkerne med en Lyd, som godt kunde vække Forestillingen om, at man var tilsøs. Der vilde godt have kunnet være Hav derude, uden at det havde kunnet ses. Jeg afbrød hurtig denne begyndende Fantasibevægelse: »Nu skulde jeg vel begynde at tænke mig store, sorte Bølger arbejdende derude, og Skibstovværk uhyggelig tudende i Vinden. Nej, jeg gør saamænd ikke. Naar jeg ser paa de Døre der, ønsker jeg jo kun at blive fri for dem; men saa bør jeg ogsaa lade Fantasien hvile og kun betragte dem som Fænomener. Ellers rykker de mig jo straks paa Livet. Nej, sus kun Storm! Godvillig vil jeg ikke have noget med det hele at gøre.« Saa kom jeg til Næstved. Sneen fygede langs hen ad Perronen. En lille Dreng gik og raabte med noget, der var dækket af Papir; jeg syntes, det var Synd, at ingen købte af ham i den Kulde. »Hvad har du min Dreng?« spurgte jeg. Han saa ganske forbavset paa mig, raabte »Frokostkurve« og gik videre, uden at jeg heller standsede ham; thi det kunde jeg ikke godt købe. Med en Følelse af Afmægtighed overfor Livets Haardhed og Tryk saa jeg over imod Stationsbygningen, som Toget holdt lidt ud fra. Smaa Sneskyer svævede som lette Skikkelser forbi Lygter og Hushjørner og opløste sig. Der var ikke noget at gøre ved det hele. Man kunde lige saa gerne ganske stille se paa det. Et stærkt Lysskær fra Vinduerne faldt ud over Perronen og Banen i Sneen. Det fangede Blikket en lille Smule, holdt Opmærksomheden et Øjeblik tilbage. Folk larmede og stræbte omkring; det fangede ogsaa. Et Øjeblik syntes jeg, at Vinden holdt inde, saa at der blev lunt og stille henne ved Lysene, som derved mere kom til at beherske Stemningen. Overraskende paakom der mig et Glimt af Hyggelighed midt i al denne øvrige Uhygge. Det var, som om jeg vendte mig om og greb efter denne Følelse, og nu forekom pludselig det hele mig vidunderlig skønt. Hvad det var, som
