Side:Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf/80

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

64

vejr igen; Hanekyllingerne staa og gale ude i den vaade, solbeskinnede Havegang. Nu maa Vi ud og bruge Tiden til at aabne os for Naturen.

Det Blik, som Hunden i Søborg satte op, ser man ikke hyppig hos Mennesker; dertil staa de Naturen for fjernt. Kan være, at en og anden i ensomme Timer i sit Hjem sidder og ser saaledes hen for sig; men træder nogen ind ad Døren, retter han sig hurtig, og ingen faar det at se. Dog kan man træffe det ude paa Landet blandt Naturbørn; det har altid virket paa mig med en ejendommelig Magt. Jeg husker engang, jeg sad og hørte paa et Foredrag. Taleren stod midt i en levende Udvikling, han var kommen ind paa ved Omtalen af en By i Spanien. Lige overfor sad en af Livslyst struttende ung Knøs med sin gamle Fader, der just den Dag var kommen hen for at se til ham. Der var en mærkelig Modsætning imellem de to. Mens Sønnens hele Blik og Holdning lige indtil Maaden, hvorpaa han spærrede sine Ben ud i en stærk Stilling, udtrykte noget af dette at ville gaa paa egen Haand, der altid stemmer til Modvillie, fordi man føler, hvor ynkværdig menneskelig Selvstændighed er, saa hvilede Blikket med Fred ved den gamle. Det var en mager lille Bondemand, paa hvis Pande, der ligesom af Vane perlede af Sved, selv naar han sad ganske stille, Slid og Slæb havde sat dybe Furer. Engang imellem aftørrede han den med sit røde Lommetørklæde. I den duvede Stilling, hvori han sad, saa han ud, som om han aldrig kunde tænke paa at ville være noget selv, som om Livets Alvor havde lært ham, at der var dybere Ting at tænke paa end sig selv. Dette her opfattede han øjensynligt som en Art aandelig Leg; men naar han ligesom langt nede fra saa op imod Taleren, udtrykte hans Blik en ubegrænset Tillid og Forvisning om, at det sagte jo sikkert var til Ungdommens Bedste. Dette om Spanien kunde han jo ikke opkaste sig til Dommer om, men at der hørte stor Dygtighed til at staa der og tale, kunde enhver forstaa. Der kan i et saadant aabent Blik være noget aldeles betagende. Man føler, at denne Mand, der ingen Ting er og slet ingen Ting vil være selv, staar i et langt dybere Forhold til det store Naturliv end alle disse Kloge omkring ham tilsammen. Man kunde have haft Lyst til at klappe ham. Et saadant trykbetynget, aabent Blik kan i et eneste Sekund lære En mere Brodersind og Kærlighed til Næsten end de længste Prædikener. Det er Naturen, der prædiker sit Evangelium