65
ud derigennem paa uendelig fuldkommen Maade. Man forstaar i et Nu, hvorledes vi alle ere Parthavere i det samme store Arbejde, og hvorledes denne gamle trofast gør sit meget bedre end vi andre. Der er noget i dette aabne Forhold til noget større — ligegyldig om vedkommende klarer sig, hvad det er, eller ikke — der uvilkaarlig fænger Beskueren. Han føler, at han staar over for noget, der maa betragtes med det allerstørste Hensyn, jeg kunde fristes til at sige med Ærefrygt, føler, hvor usselt han vilde komme til at staa, hvis han hævdede sit Selv over for slig Aabenhed, og han skynder sig med at lægge Selvet ned for ikke at tage Skade ved at blive den store. Hvor Reproduktion mødes med Ligeløb, maa den altid skyndsomst træde til Side, hvis den ikke vil lide et aandeligt Nederlag.
Tit har jeg følt noget lignende over for Børn. Der lyser ogsaa noget af det samme ud af dem, som vi saa hos denne Gamle, noget af dette underlig broderlige. Saa snart man ser et Glimt deraf hos Næsten, kender man ham og omfavner ham, selv om han er aldrig saa lille og fattig. I Reglen ses kun det personlige, dette Skillerum imellem Sjælene, der stemmer til Ringeagt, hvor det træder frem, som avler Kiv, Strid og Forbandelse til alle Sider.
Spørgsmaal til Øvelse: En Elev vil fotografere hin gamle Bondemand. Har han Lov til det? Jeg mener absolut nej. Han vil ikke kunne gøre det uden at tage Skade selv. Det er Tilbagevending paa et ganske særlig farligt Punkt. Man har Lov til at nikke venligt til saadan en gammel Stridsmand og i Forbigaaende give ham et broderligt Haandtryk, og det endda kun for saa vidt som man er ganske sikker paa at kunne gøre det virkelig aabent og ligeløbende (uden æstetisk Kredsgang af nogen Art, Overlegenhed el. l.). Men saa skal man lade ham gaa og danne sit Led i den store Naturaabenhed, der ikke taaler Tilbagevending over for sig. Da Loths Hustru rendte sig og saa tilbage, blev hun til en Saltstøtte. Jeg vil gaa meget videre: Det er et stort Spørgsmaal, om han kan fotografere en højtidelig og stemningsfuld Naturomgivelse uden at tage Skade derved (jfr. »Om størst Udbytte af Sjælsevner« Eks. 114).
59. Hvad man kan faa en synderlig Afsmag for i vor Tid, er
Ord. En ny Idé fødes intuitivt, altsaa uden Ord. Saasnart den er sat
i Ord eller System, er den nyfødende Udvikling afsluttet, og hvis man da
ikke passer paa at gaa fremad, men begynder at gaa Kredsgang om,
